Kaspar Kaum Bonnén: «Fund» og «Patent»

Kaspar Kaum Bonnén, f. 1968. Tidligere utgivelser: Vælg alt (1997), Det nye kvarter (1999), Træning – øvelser for rum (2000) og Inventarium (2001). Arbeider også som billedkunstner.

Fund

Mon det, du sagde, var sådan, at vi kunne spise det?
Eller måtte vi være forsigtige, din mund var jo lavet af glas?
Mon en hånds bevægelse over din ryg havde beregnet sin fart
nøjagtigt nok til, at et utal af bevægelser ville vrimle under huden?

Det, der bevægede sig, havde vi ikke set,
bevægelse og hastighed var netop ophørt.
Tiden var som en klar streng trukket ud
af begivenhederne, vi samlede dem op
i hænderne, som var de sten på en strand.
Hver bevægelse, hver handling, så altid utrolig ud,
når man så den tæt på. Isoleret fra dens
sammenhæng. Den var som en sten,
der knyttede sin hemmelighed i min hånd,
og vidnede om dagenes ejendommelige fjerne ender.
Langt væk kom de fra, og så studerede vi dem så tæt på.
Nogle af fundene tog vi med og lagde på en hylde,
andre smed vi tilbage i bevægelsernes hav.

Et fund så således ud. Det var en langsom bevægelse
du havde gjort, mens vi skændtes,
det var øjnenes vrid ned mod næsen og munden,
som trak ansigtet sammen. Bevægelsen lå nu spredt ud på en flade
som sand. Jeg samlede lidt af den op på fingerspidserne.
Jeg smagte på det med tungen,
og det smagte sødt og bittert som en tåre.

Et andet fund var forskellige kærtegn delt rundhåndet ud,
men de gemte noget i hænderne på hinanden,
en tegning over det hus, de kunne bygge sammen,
en plan over den hytte, som stadig rives ned.

Længe søgte vi efter særligt smukke øjeblikke:
Ansigter med lys, ansigter med tårer. To kroppe,
der finder hinanden i kærligheden. Og lægger
en plan for deres liv.

Nu bygger de et børneværelse ind i hendes krop,
det vokser langsomt. Men når de koncentrerede sig nøje
kunne de se en svag skygge, hele omridset
af deres fremtid, hudens plader, som udvidede sig
og dannede en afskærmning, så man kunne sige:
på den ene side og på den anden side.

Og det sagde man så ofte, når man var ude og spise,
for sager har jo flere sider og har det med at blive forstørret
i bestemte retninger, for at vi skal kunne forstå dem nemmere
eller bedre. Her sad vi med stearinlys på bordet, og vi talte,
og maden var virkelig god, men dine øjne var bløde og
i et kort sekund, ikke længere, forsvandt kroppene
om bordet, alt i rummet fik et glasagtigt slør,

der knuser mod gulvet, når stemningen bliver høj
og vi kan mærke, at vi er mennesker, som sidder her
og ikke en opdagelse i andres hænder.




Patent

Hvem har patent på vores følelser, hvem opfinder vores begær,
hvem har de urolige øjne, som findes i hukommelsen?
Tågede spørgsmål, tågede nætter og tågede metaforer,
som får sandheden til at se ud,
som om den er et uigennemtrængeligt rum,
et tårn man aldrig kan bygge færdigt,
men jeg mærker stadig denne arkitektur i min krop,
en lyst til at stige op mod solen
og bygge en ny kærlighed.

Vil vi elskes betingelsesløst, eller er vi mere beskedne?
Vil vi ligge udstrakt, tage imod og give slip
som en tanke, der bevæger sig i kemiske kredsløb,
fra et kammer til et andet som i et æggeur, som pludselige spring
mellem forskellige dele af bevidstheden. Vil tankerne flyde som vand,
og blandes med de følelser, som har rejst gennem din ungdom,
vil de strande en eftermiddag, skylle over de halvnøgne kroppe
og bølgende gæste dit nærvær.

Cirkel efter cirkel presses gennem hovedet. Hus efter hus
gror op af de kvadrerede papirer.
Vi går igennem de samme baner, leder efter indholdet
og efter lysten. En dag kommer det vel for dagen,
en dag må spændingen ledes ud i nervespidserne og sætte
arbejdet frem på bordet, så det står parat til i morgen.
De løse planer ligger allerede på arkitektens bord,
der er planer for rækkehuse, der er planer over haver,
der er kraner og vinduer, løse sten og en facade,
der altid vil ændre sig. Jeg har før set dette rum skifte farve,
når vi sidder her og taler sammen.
Vi er mange, der forsøger, at finde formen for vores fælles liv.

Hvordan skal jeg indrette mit værelse, hvordan skal vi dog leve sammen, mon vi kunne bygge en hel by heromkring vores arme?

Men der manglede plads,
så vi måtte bevæge os længere ud, finde et sted, en mark,
et overdrev, en plads, der er nye idealer, som skal sættes på fuld kraft:
vi ønsker ikke mere
denne demokratiske konsensus, vi vil overgives til vores drømmes
forposter. Vi ønsker mindre!

Vi stirrer ikke lige ind i solen.
Så bliver vi blinde. Det mulige er vores sfære.

Jeg er en demonstrant, selvom jeg står her alene
og ser ud over mængden,
mon det varer længe, før de er gået forbi?

De vil nu påstå, at de er en sky,
når de bevæger sig over himlen eller over læberne,
vil jeg følge dem nøje...


Og drømmene tager til igen...
En nat elsker jeg med utallige kvinder, en nat flygter jeg
fra alt, hvad jeg flygter fra. Som om intet var hændt,
køber jeg mælk i en kiosk, i en nat, hvor verden
vender sit ansigt på vrangen, og alle farver gennemvædes
af et mørke, drømmer jeg så højt, at underboen ikke kan sove.
Han banker på rørene, eller på noget andet. Jeg vågner i sved,
han står med døren i sin hånd og ser truende på mig.
Jeg græder tilbage, jeg siger undskyld og spørger om, hvorfor
vores drømme går i stykker. Han svarer:
De falder fra hinanden.

Jeg står her med flere stykker tilbage i min hånd.
Drømme har svært ved at samles igen,
nogle drømme vil aldrig drømmes om,
andre kommer igen og igen uden min vilje.
Jeg forsøger at samle drømmen igen,
men opgiver;
det er nemmere at drømme en ny.


__________________________________
01.02.03, nypoesi.net