Kristina Stoltz: Bekendelser

Kristina Stoltz, f. 1975. Har gitt ut Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse (Gyldendal 2000)
og Græshoppernes tid (Lindhardt og Ringhof 2002).


Hertugen har planer om at udbygge.
Han er ikke klar over, at hans kone i årevis har udvidet salene
og lagt stadigt flere trin til etagerne.
Han har heller ikke kendskab til de folkemængder,
hun gennem tiden har ladet ansætte for at varetager funktioner,
han slet ikke anede eksisterede.
Når han støder på en af dværgene i kælderen, bilder han sig selv ind,
at han hallucinerer og turisterne, som bliver ført gennem rummene af en guide,
mener han at genkende som fjerne slægtninge.

Der spises aldrig middag i det samme lokale
og da udvidelsen har ført til en vis form for uendelighed af sale,
må man af og til kravle op i en af udkigsposterne
for at finde den rette lokalitet.
Den rette lokalitet for indtagelsen af et måltid mellem mand og kone,
der for længe siden blev enige om aldrig at invitere gæster.
En aften mødes ægteparret i en af de sydvendte sale,
hvis midte ikke går an at lokalisere.
Menuen står på fuldfed mandril, som de sammen skal jage.
                - Hvor morsomt, klukker hun.
Men det varer ikke længe, før hertugen har gjort kål på dyret.
               - Husk nu at jeg er din prinsesse, truer hun.
                 Hvad skal der blive af mig, hvis ikke jeg får min vilje?
               - Du kan partere dyret, trøster han og rækker hende kniven.
                 Men lille skat, det kan du sikkert heller ikke finde ud af.
               - Nej, jeg kan ikke finde ud af noget som helst andet end at lokke
                 og tænk når jeg heller ikke kan det længere?
               - Ja så er du nul og niks, siger han og ager hendes buttede kind.
                 Men heldigvis kan man ifølge bekendelsens første regel
                 ønske sig lige hvad man vil.




_________________




Duellen skal finde sted i skumring. Hun har klædt sig,
som det burde være mig beskåret til en sådan lejlighed: I kjole og hvidt.

Bekendelsens anden regel: Udødelighed er ikke en kendsgerning

Hendes vidner er bortadopterede småpiger.
Jeg har aldrig kendt andre vidner end hende.
Derfor kommer jeg alene, hvilket irriterer hende.
               - Der står i reglerne, at deltagerne skal ledsages af mindst to vidner.
               - Skal vi så ikke aflyse duellen og lave noget andet i stedet for? spørger jeg.
Jeg foreslår, at vi tager ud og rejser sammen, men det gør hende kun endnu mere irriteret og hun hæver pistolen; sigter mod mit ansigt.
               - Nu er det dig, der bryder reglerne, siger jeg.
                 Det er ikke sådan her, det skal foregå.
               - Siger hvem?
               - Siger reglerne.
               - Nå så det siger de, råber hun og trykker på aftrækkeren.
Hun rammer mig i panden. Jeg fornemmer det varme blod løbe ned over mit ansigt,
men der er ingen smerte at mærke, kun at se i hendes ansigt, mens jeg synker sammen på jorden.
               - Gjorde det ondt? råber hun og giver sig til at ruske i mig.
               - Du bliver nød til at rejse dig op. Du kan ikke ligge her. Hører du? Det er for koldt;
                 du bliver bare syg. Det er mig, der har ansvaret for alt det her. Hvis ikke snart der
                 kommer en læge, så dør du sikkert og det må du ikke. Det må du ikke, hører du?
Da jeg ikke er i stand til at rejse mig op, opgiver hun det hele og fortryder inderligt,
at vi nogensinde lærte hinanden at kende. Hun beslutter, at søge ud i skovene
og sværger ved sin død aldrig at vende tilbage til civilisationen.




_________________




Bekendelsens tredje regel: Det er ikke dobbeltgængermotivet der er interessant

De møder hinanden til et karneval. De møder altid hinanden til et karneval.
Hun er dejset omkuld i en mudderpøl.
Han hjælper hende på benene og opdager for gud ved hvilken gang,
at han er klædt ud som hende.
Hun klæder sig aldrig ud, men deltager ofte i den type udskejelser,
som for manges vedkommende kræver en hvis form for forklædning.
                     De fleste der møder dem, tror de er tvillinger;
den fysiske lighed er slående og de ses desuden altid sammen.
Kun de ved, at det er ham, der ses sammen med hende.
Hun har altid brugt meget energi på at ignorere ham.
                     - Hvis jeg hverken kan blive din elsker eller bror,
                       vil jeg være dit alter og ego,
råbte han engang, efter at hun i mange måneder havde formået ikke at tage notits af ham.




_________________




Der går adskillige år, før vi mødes igen. Af alle steder bliver det i en karet
lige før årtusindskiftet. Jeg er sammen med mine bedste venner.
Han kommer alene; klædt ud som kvinde. Ja, for at det ikke skal være løgn,
er han iført den samme røde kjole som den jeg selv bærer,
hvilket er yderst mærkværdigt, da jeg har fået kjolen specialsyet til lejligheden
hos en skrædder i Hong Kong.
Han sætter sig over for mig i kareten. Ved siden af vores halvvoksne datter.
Hun kigger forundret på ham; kan vidst ikke kende sin far.
Han lægger sin store behårede hånd på hendes lår. Hun skubber ham straks væk fra sig.
Jeg kan ikke tage øjnene fra ham. Jeg stirrer sikkert på ham;
undrer mig blandt andet over hvorfor han ikke har barberet sig til lejligheden.
               - Vi kører ud i skovene, siger jeg.
Han nikker og smiler. Der mangler tænder i hans mund. Det klæder ham ikke at være kvinde.
               - Jeg har elsket mange siden sidst vi sås, siger han.
                 Og opnået at blive spæd igen en snes gange.
               - Så du kan altså kende mig? spørger jeg.
               - Selvfølgelig kan jeg kende dig.
                 Du som har været med mig hele vejen rundt.
                 Du som har været min mor, min søster og min kone.
                 Snart bliver du det barn, jeg føder.
Han lægger sin hånd på maven og stryger hen over den fede vom.
               - Så sig mig hvad jeg hedder, hvis du tror, du kender mig, forlanger jeg.
Han griner en hæs latter, hvorefter han læner sig frem og stryger mig over kinden.
Jeg genkender hans duft; den skovbund jeg snart skal rulle mig i.
               - Du har intet navn mit søde pigebarn.
                 Du som er alle dem, der ikke ved hvem de selv er. Du som er den bekendelse,
                 jeg vil hviske dig i øret, inden vi træder ud af kareten.



__________________________________
05.11.03, nypoesi.net