Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Fem nye dikt

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, født 1971, debuterte i 1998 med Vandring uten ophør. Har siden gitt ut Rygge som djævle og Vi er vejret, begge på Borgen, samt Helikopter igen (Gyldendal 2002).



Endelig forsvundet, jeg
Savner kun dine
duer, tyste vinge-
slag, de enøjede
hjorte der græsser ved
tindingelappen. Endelig
dykket, blåhvalens
hale, et klask og min have
groet til under
Nordatlantiske tangskove, to – tre
meter høje, hvor jeg
fletter stængler, leger
hemmelig med lyset.





_________________





Vælger en årstid
af vand, trækker
kludene sammen om din
sårede pote. Du vil vide jeg
                          bebrejder dig alting, tilgiver
                          intet. Du vil vide
der løber blæk under neglene, mine
hænder forandrer
hvert kærtegn jeg vristede
fra dig, hvert ansigt jeg gjorde
til dit.





_________________





Du drømte mig
død, mens en anden
sagde undskyld, om
forladelse, du
danser i søvne og
ligner en kat. Stridpelset, sort, små
hårstrå i øjet som
hver løgn der har skilt
os fra hinanden, hvert
et løfte forseglet med
tyst signatur.





_________________





Skal vi lege kimsleg og
føl efter i kassen? Tretten et halvt er
ikke længere en
ulykkelig alder. I bund
og grund forivret, fortvivl, forvir
mig ikke som om dit
ansigt var ældre
end stavelsen, ældre end
ord. Jeg har sagt
desertør før, sagt
det i al
fortrolighed, ser du, jeg
mærker du river dig
løs fra en spydspids, fra
årene, tiden og
strømmer som flod, strømmer
vand af din nakke, din
stemme, strømmer vand og
bliver til klippe, granit mellem
brystet og mit
fritsvungne bækken, bliver
glohedt metal er,
tættere på, er
længere væk.





_______________





Tempoet helt lavt i
begyndelsen, aldrig
lade sig overrumple af dagen, af
noget som
helst. Jeg kan huske
                          i går, dig

                          nederst, damp
fra en tekop viklede
skriftruller i januars
modlys. Jeg kan
kende et årstal med
bagsiden af hånden, jeg
                          overså min hoveddør, troede
                          ham, der kom ind i
kiosken, var mit
eget spejlbillede, en af disse
                sædvanlige fejl.

__________________________________
07.11.03, nypoesi.net