Niels Lyngsø: Fem dikt fra Morfeus

Niels Lyngsø, f. 1968. Har gitt ut Maske & Maskine (1992), Stof (1996)
og Force Majeure (1999), alle på Borgen. Diktene under er hentet fra et pågående arbeid.




                                                         En gud kan kun være konstant
                                                 forvandling muterende mønster
                                         Morfeus forplanter sig han er så
                               udbredt i rum så uendelig lang
                     som i tid at ingen bemærker ham         kulstofatomet
           kan ikke vide at det for en tid tager del i en organisme
indgår i et net så forviklet og vidtstrakt at ingen og buske eks
           panderende ørkener hundeører og årer af flydende guld under jorden
                     tager del i Morfeus som nu er en flue og ét smil senere identisk med galaksen
                               Morfeus som græstot på fodbold som Jupiters røde plet et
                                         betændt sår der dunker i uhørte brøl og breder sig elektro
                               magnetisk som ringe i vand et mørke af bløde glasklare bølger hvor
                      Morfeus surfer på en skumtop der skyller over klodens skyggeside
           springer fra drøm til drøm forgrener sig gnistrende breder sig samler sig
                                                         en mønt
                                            går fra hånd til hånd
                                                         et kærtegn
                                                         et ord




___________________





Dit ansigt sender på fyrre kanaler
jeg kan umuligt modtage så meget du
rejser dig som strålebundt og morgenstjerne
           svingler hen imod mig
bisværme raser langs kroppens konturer
jeg prøver at svare for mig og kalder dig navne
           Hyperbel Monstrans Dingenot Dingansich
og Medusa Ansigt kære Ansigt det hjælper ikke
vrede og rædsel og liderlighed
skummer op under huden uskønt
nu taber du det nu går det
i stykker jeg har ikke
hænder nok til at gribe dig





___________________





– Ikke musik,
men faner af velduft fra hud og hår
trækker mig ved næsen gennem mørket.
Gullige knogler, vandigt kød. Jeg
følger dig opad, snublende
nær. Dine baller vibrerer
og udsender trykbølger som
skyller varmt gennem
           mine fremstrakte håndflader.
Dit ravrøde hår vil jeg ruske og huske,
det snor sig ned over din nøgne ryg.
Skygger mellem skulderblade
hvor små hår rejser sig, sitrer og
lægger sig tungt. Du er så levende,
                      og jeg er næsten
hos dig. I tankerne er min tunge
allerede i din nakke. Du bøjer den
bagover, svajer, fortsætter opefter. – Jeg
                                 pløjer mig frem som under vand,
                      vil pløje mig frem, frem som en mand,
                                                                             jeg kan
ikke nå dig. Kun kalde. Så
vender du dig, dine øjne isner
mig ser du, og du flimrer
           bort i lyset.
Brat har en kulde bredt sig i mit kød,
og jeg synker tilbage i mørket som en
sten.





___________________





Men på den
           anden side
                      er jeg klar jeg
                                tar imod dig
                                          når du snubler
                                                    over tærsklen
                                                              lægger mig som
                                                                        en dyne af kød
                                                                                   om dine sidste
                                                                                            spjæt små eks
                                                                                                      plosioner forskellige
                                                                                                               steder i kroppen
                                                                                                       så følger en ganske
                                                                                            let sitren som godt
                                                                                   kan vare nogle dage
                                                                        enkelte slipper aldrig
                                                              helt af med den en
                                                    knitrende ild under
                                          huden i rodnettet
                                under den døde
                      skov indtil så ende
           lig du er helt væk
og kan slutte dig
           til os







___________________





Gennem skum af minder, hinder
           og hindbærs titusind dunede rogn
stiger et ansigt frem: Min mors.
Lukkede øjne; munden en nedadvendt bue.
Rynker ridset i gulligt voks.
Ingen sitren i øjenbryn,
ingen smøg mellem de smalle læber,
ingen røg i øjnene.
Hun åbner dem og stirrer på mig, nej
           stirrer igennem mig mod
et fjernt fjernt punkt bag min ryg.
Jeg vender mig,
der er intet             mørke,
vender mig igen, og hun er
           som sunket i jorden,
           suget tilbage i et krater af skum og aske.
                      Slagger, dunede rosenblade.
Retter mig op og tørrer mig over panden.
Jeg er som barn påny.




__________________________________
05.11.03, nypoesi.net