Peter Nielsen: Fem dikt fra Livet foreslår

Peter Nielsen, f. 1948 i Århus. Forfatter, oversetter og ornitolog. Ga i tiåret 1971 til 1980 ut en rekke hefter med dikt og tekster. Debuterte i bokform i 1980, med diktsamlingen Kan sparsommelighed redde proletariatet? Har vært forlagskonsulent og anmelder ved Fyens Stiftstidende. Har oversatt bl.a. Tomas Tranströmer og Paul Celan til dansk. Siste bøker: Gule og grønne skove (2002) og Livet foreslår (Lindhardt og Ringhof 2003).

Se også Hvis det skal handle om poesi, så skal det handle om noget andet først, e-postdialog mellom Peter Nielsen og Martin Glaz Serup.


LILLE FORTOLKNINGSTESE

Dyrene hjælper hinanden. Det ses ikke altid,
men går man ud når der ligger nyfalden sne,
vil man ofte kunne følge et spor. Man ser for eksempel
et spinkelt spor efter en mus der er kommet løbende.
Længere fremme ser man måske et andet og større spor
krydse musens rute. Tit vil man nu opleve at det store
dyr har hjulpet det lille dyr videre på dets vej i den
besværlige sne, eftersom det kun er det store spor
der fortsætter. Sådan hjælper dyrene hinanden.



UUDTALTE MOTIVER

Min kuffert dukkede aldrig op
med alle minder om småhændelser
der lægger sig i mønstre omkring de store.
Andre folks effekter rullede af sted i tomgang
indtil det begyndte at mørkne. En og anden
udtrykte en høflig glæde. Alligevel kan du
måske ikke få dine mundbevægelser til at passe
med det der skal siges? Jeg så på græsset
uden for bygningen - det var helt grønt,
som om det lyttede. Jeg havde ellers længe
troet at vores forhold var en stumfilm, indtil
du skruede op for dit kredsløb.

Når man er vågen kommer man ofte
uforvarende hen i nærheden af et sted,
hvor de sidste stumper af en drøm flagrer bort.

Dit blik var som et lille stykke musik der går i cirkler.

I dag er der i det mindste en slags struktur
i lyset og i regnens falden, som man kan glæde sig
over. Jeg har også nogle lejrskoleminder
at opfinde detaljer til. Ting kan have værdi for os
gennem deres fravær. Jeg har købt
en lodseddel hvor gevinsten
er adgangen til en anden
fortid. Ganske vist kræver det omstillingsevne
at være her, men jeg har også anskaffet det
bedste og mest detaljerede kort
over kommunen. Jeg stak mig vist på en af
dine ironier? Jeg føler mig dog
ikke nedbrudt, uanset hvad nogen siger. Den slags
løfter mig faktisk. Og den gulnede bog om
tilstedeværen,
den med alle overføringsbillederne i,
som jeg bestilte i kiosken er omsider
ankommet. Jeg vender og drejer Levinas ord om,
at det unikke hos jeget er det faktum at ingen
kan svare i mit sted. Det virkelige er
et solidt stof. Det klinger.

Men hvad er penge egentlig? De forstyrrer dit liv
indtil du har brugt dem, og så forstyrrer de
dit liv igen indtil du har tjent dem. Fra hotellet,
hvor jeg en dag vågnede uden de tanker
der normalt ledsager bevidstheden på dens vej
fra ting den endnu ikke har erfaret og ting
den har sat til side, kunne man bevæge sig
i hele syv af denne verdens retninger.
På den måde nåede jeg ud.
Dét var overvældende.



MANGELSYGDOMME

Det er ikke længere helt så vindstille.

Mit forhold til traditionen? Det er som til
det skakspil vi var i gang med dengang i
lufthavnen da en eller anden køter væltede brættet.

Belært af et par mangelsygdomme
fik jeg i det mindste mod til at se lidt på det store
livseksperiment sådan som det tænder og slukker
sine muligheder, og på de utrættelige
mængder af venligt omgivende græs. Og på ting
man i grunden gør med overbevisning,
visse ritualer man gennemspiller i mange
år i den tro, at det er til det bedste - og som man
på et tidspunkt ser tilbage på med undren.

Fandt du et okular
der passer så nogenlunde til din livsopfattelse,
fik du købt dit 3-d-forrådnelsessæt?

Det er ikke længere helt så vindstille.
En spurv kom hen og betragtede min firefingerfure,
mit arbejde med at grave lidt hist og her i den
tålmodige jord. Det er muligt udsigten behager dig,
men man kan næsten ikke tro at den som det eneste
ikke skulle være arrangeret. Som alt det der går
en lille tur med ens dømmekraft - mens regnen siler ned
og afgiver sine meningsforstyrrende dufte selv til amøber
hvis livscyklus afvikles i stor ubegribelighed på under et døgn.

Før man ser sig om står man et sted
og glemmer at forholde sig til sin bevægelsesfrihed.

Men nogle gange skal man bare hurtigt
om et hjørne inden verden fortryder en.



OM AT INVESTERE

Dagen slider i noget den ikke kan nå. Gadefejeren
i p-pladsens yderkant trækkes mod andre horisonter
af sin tunge maskine. Han ser ud til at drømme om Peru,
om kondorer; en halv time om at nå hele vejen rundt om Domkirken.
Og når jeg lukker øjnene her i bilen ser jeg billeder af marker
som fotograferet fra et tog i høj fart. Der er et nåleøje
af grønt fokus i deres midte som langsomt breder sig.

Men det tager ingen tid
at etablere sig i en ny lille by
med en omgangskreds af troværdige fjender.

Morgenen kravler videre op over det grønne spir;
bildækkenes rytmer over brosten; en kronraget
forvirring der ikke passer ind nogen steder.

Flagene foran hoteller drømmer også
om fjerne lande. Der hvor skyer kommer fra,
de søgende skyer.

Også en smule vind kommer ind fra havet for at blive ødelagt.
Alligevel ligger der rester tilbage af noget æstetisk, en distraktion
der har fået nogen til at tøve med færdiggørelsen af en gavl,
et gelænder. En grundløs krumning midt i gaden; kirkens gotiske vrøvl;
et menneske der brat standser op og begynder at slentre
den modsatte vej, som om dets opmærksomhed var blevet taget
som gidsel af noget glædeligt.



MEN FISKENE BIDER BEDST OM AFTENEN


1

Skyerne glider frem som om de har været her før.
Et hornorkester filtrerer stilheden.
Og det næsten skjulte hus oppe i skovbrynet?
Det er som om det holder en hånd af løv frem foran sig,
man kan lige skimte et og andet,
men ikke noget der ønsker at suge solens lys til sig.
Det er her på samme måde som man selv kan have
hemmelige stier af erindring og virkelighed ingen steder fra.

En aftenavis blæser raslende forbi.
Nej, jeg må prøve at leve mig ind i disse kastevindes natur.

Som barn levede jeg gerne i en forestilling om at dykke
i bugten heromkring. Det gjaldt om at komme ned
på bunden, som var en positiv størrelse,
og finde rester af ting der ellers hørte til på land.
At glæde sig over hvordan de var blevet umyndiggjort
af de nye betingelser. Og legen undergik også visse
eroderende virkninger mens den gled
hen i nærheden af et hjørne hvor fryden blev fodret
ved ildens møde med vandet. Man strøg en tændstik og undersøgte
hvor tæt på overfladen man kunne føre den uden at den slukkede.
Og jeg fornemmede at der fandtes en anden kraft, beslægtet
med ilden og det tangbølgende dyb, som en del
af en umålelig bevidsthed, der uden videre
kunne lege med tings synlighed.


2

Vejret er nemt i denne tid.

Jeg så ud ad vinduet.
Træerne virkede bronzerede, skrøbelige,
som om nogen bare havde stukket dem løst ned i jorden.


3

I mellemtiden tog regnen til.
Ude på en sø lavede fiskene levende ringe
i vandoverfladen når de steg op og snappede ilt.

Mens erindringen slyngede sig som et rindende vand i mig
og jeg forsøgte at indstille mit rejseur, henvendte en kvinde sig
til mig. Jeg troede længe at hun var endnu et eksempel på
at det dyrebareste i os aldrig for alvor viser sig. På et
fremmed sprog betroede hun mig at hun ikke havde
noget generalieblad, at 'det ikke er forbudt at lære noget
om livet, selv om man ikke skal bruge det til noget'.
Jeg var oprørt. Til min forbløffelse
kunne hun netop (og jeg følte det som en kommentar til en
situation, hun intet kunne vide om) gøre rede for
nogle komplicerede vindforhold omkring en lille navnløs
bakke som markvejen ikke nærmer sig.


4

Men selv om jeg forsøgte at nå frem til dig, skulle denne rejse
bevare sit præg af afledning. Du skrev så malende til mig om tågen
på dit sted, som om du ville skille dig af med den. Om at livsvinklerne
forskyder sig sådan at det man anså for at være en ledestjerne
pludselig hindrer stjerner i at skinne.


_________________________________
07.11.03, nypoesi.net