René Jean Jensen

René Jean Jensen, f. 1971. Utgivelser: Opvågningsbog, Basilisk 2001, samt oversettelser av Kenneth Koch, Ola Julén o.a. En oversettelse av Robert Walsers mikrogrammer med tittelen En verden for sig. Udvalgte mikrogrammer utkommer desember 2003 på Basilisk, hvor han også arbeider som redaktør. Diktet som presenteres her er tidligere upublisert.
    Se også Bo Kampmann Walthers essay Maskinstormer og synkronsvømning og noget om døden – På kanten af lyrikeren René Jean Jensen i denne utgaven av Ny Poesi.

Hvem er nervepigerne?

                              I was talking to peachy peach about kissy kiss

En søndag eftermiddag satte jeg mig ned
for at skrive nogle digte. Med Surfer Rosa
på discmanden kunne jeg næsten ikke høre min søn
på to måneder skrige i stuen bag mig. Det gik glimrende, jeg bladrede
i nogle notesbøger og skrev digte ved at plukke linjer ud. Da min
kæreste ikke havde købt en ny blækpatron til printeren måtte jeg
printe digtene ud med grøn skrift. Jeg gik i bad. Hun
gik med og vi onanerede gensidigt, men det var kun
mig der kom. Efter badet satte jeg mig for at læse de
grønne digte. Jeg kunne godt lide den første linie:
»Skal du rynke bryn af min drink?« Der var noget
tidssvarende i den, jeg kunne høre et socialt raseri, et had. Mit eget,
ufokuseret. Jeg ville prøve at skrive et digt omkring denne linie.
Resten af digtene på papiret så allerede gammeldags ud.
Ashbery med et lille skvæt forsagt William Carlos Williams,
noget med en knækket pind der lyser næsten lige så meget i skumringen
som et æbleskrog på vej mod havnens bund. Den slags poesi. Det gik bare
ikke med »Skal du rynke bryn af min drink?«-digtet. Jeg gav
hurtigt op. Det er en idé jeg har: hvis ikke det går med det samme, går
det aldrig. I stedet skrev jeg med kuglepen i
det øverste hjørne: Hvem er nervepigerne? Så brød
Det hele sammen. Det stod klart for mig, at jeg aldrig kommer nogle vegne.
Hvorfor skriver jeg den slags ned? Min søn var faldet i søvn igen,
telefonen ringede. Det er ren og skær eskapisme, måske, tænkte jeg.
Mine notesbøger vrimler med den slags linjer, ubrugelige. Højst sjove
i øjeblikket, situationen, umuligt for en læser at relatere sig til
som andet end »pudsigt«. Bare for at give et indtryk af min notatteknik er her
et par tilfældige udpluk: Ha´ et godt forår! Jeg vil jo gerne
ligge det offentlige til last. Disse hæmsko er for store. Allons enfants de
la parodie! Forhåbentlig optræder jeg i nogens dagbøger. Et godt billede
af hunden og dens gave. Take a little while to grow your brothers hair.
O.s.v.
Sidste linie er i øvrigt et citat fra Nick Drake. Det er først i år (2003)
jeg opdager ham, det samme gælder Surfer Rosa, hvilket er endnu mere pinligt.
Når jeg ikke kan finde ud af årsagen til noget, plejer jeg at slynge
om mig med ord og begreber. F.eks. har jeg ofte kaldt mig selv for puritaner.
Det er meget befriende at kalde sig selv noget, og mærkeligt nok
endnu mere befriende at bruge nedsættende betegnelser. Man står mere
fast bagefter. Til gengæld kan jeg ikke udstå når andre kalder mig
noget som helst, med mindre det da svarer til det jeg selv kalder mig.
Jeppe sagde engang om min oplæsning af »Opvågningsbog« at den var
lige lovlig koket. Det fik mig til at gå helt i baglås. Jeg ville
ikke være koket, jeg var ikke koket. Koket? Hvad er koket? Jeg kan
stadig blive vred over det i dag. Jeg ved altså ikke hvorfor jeg skriver
den slags linjer ned. Ét bud kunne være at jeg i virkeligheden er en
uhyre oppustet og patetisk person. Som så forsøger at slippe ud
af sit fængsel ved at skrive løjerlige, pudsige, skæve, punkterende linjer
ned. Som terapi. Det lyder ikke helt forkert. Der er i hvert fald ingen
tvivl om at jeg er i besiddelse af en vældig selvfølelse og manglen på samme.
Jeg er uden tvivl det stolteste og mest ærekære menneske
jeg kender. Jeg er ligefrem stolt af det. Jeg kender måske én der
kommer op på siden af mig, men jeg vil ikke nævne hans
navn her. Ærlighed for enhver pris er så privat en triumf. Det er også en
linie fra en notesbog. Min ven Palle sagde den anden dag: »Jeg kan mærke det er
afgørende for min selvfølelse snart at få skrevet en bog.« Jeg er helt enig.
Jeg vil gerne have adgang til den Litterære Institution
og ikke altid føle mig som miljøets gratist, når jeg er sammen med folk
der har skrevet og udgivet flere bøger, og som i
større og større udstrækning er yngre end mig. Jeg er ikke sikker med Palle, han er
altid opmærksom på udbredte enigheder og søger straks ud af dem, så måske
vil han aldrig gå helt i et med Institutionen. Men jeg vil nok gerne. Skrive et par
digtsamlinger, blive anmeldt og interviewet i aviser, læse
op i radioen og på caféer. Få et job som underviser
på en højskole og en lind strøm af legater, helst så mange at jeg ikke
behøver at tage et arbejde. Hvad arbejde angår er
jeg lige så omskiftelig i mine holdninger som på de
fleste andre områder i mit liv. På den ene side vil jeg gerne have tid
til at skrive og derfor ikke spilde den med, som nu, at stå
i en boghandel. På den anden side gider jeg ikke arbejde i
lange stræk med mine digte, jeg har jo den opfattelse at
jeg ødelægger ting når jeg rører for længe ved dem. Så
hvorfor ikke arbejde derudaf og skrive små noter bag på dankortnotaer
i min spisepause? Desværre er jeg slet ikke impulsiv nok til at lade det blive
ved det. Jeg er meget bange for at dumme mig eller for at folk skal tro at jeg er dum.
Den frygt styrer mig. Engang præsenterede jeg mig selv som analfikseret og
svarede: »jeg holder på mit lort. Det har jeg gjort siden jeg var dreng,« da en sød pige spurgte,
hvornår jeg udgav min digtsamling. Hvis jeg havde været veloplagt
kunne jeg have udbredt mig mere poetikalsk. Det kan jeg godt finde på,
det er meget pirrende at udmale sit værk på forhånd. Nogle gange tænker jeg:
Mit værks mål er at undgå betydning. Det er en sær ambition at have,
synes jeg. Og det ser ikke ud til at ville
lykkes for mig. Især fordi jeg på én gang er uhyre ambitiøs, frygtsom
og selvoptaget. Problemet med selvoptagethed i forhold
til betydning er, at man ikke kan undgå betydning
når selvet er på banen. Og det er det altid i
mit tilfælde. Det handler altid om mig selv. Måske
på nær i »de skæve linjer« eller, måske også der, og så er vi tilbage ved
fængslet og eskapisme-teorien. En af de bedste linier Jordan Davis
har skrevet er: »other people do their
other people impersonations« eller noget i den retning.
Selvoptagede personers eneste håb for at vinde andres sympati
ligger i at være hæmningsløst selvoptagede og ikke tage hensyn
til noget som helst andet. Folk
kan for det meste godt lide den slags konsekvens. Det får
mig indimellem til at føle et vist håb. For selv om
andres sympati ikke er alfa og omega er den alligevel
uendelig meget værd. Hvis jeg skal være
helt ærlig er det meste af det jeg gør
på den ene eller anden måde styret
af mit ønske om at andre kan lide mig. Og så
er vi tilbage ved digtene igen.

_________________________________
01.11.03, nypoesi.net