Ursula Andkjær Olsen

Ursula Andkjær Olsen, f. 1970. Har gitt ut Lulus sange og taler (Arena/Lindhardt & Ringhof 2000) og Atlas over huller i verden (Gyldendal 2003). »Harmonia mundana et disharmonia mundana« er hentet fra Atlas over huller i verden. Se også Anne Borups essay Poetisk drama og politisk poesi i denne utgaven av nypoesi.net.


Harmonia mundana et disharmonia mundana


Der er stemmer i verden.

               Jeg er mig jeg
               aer dig blødt
               med min
               hårdeste
               hånd.

Du skal sænke hovedet
min blomst og
flaget.

               Jeg er en anden.


                              Vi vil ikke være med mere.

Silence! On tue.

På den ene side
er der dem på
den anden side
er der de andre.

                                             Det vil vi heller ikke.

                              Forener eder omkring indkøbskurven!

Det er svært at kende forskel.
På den ene side vil de gerne have
at de forener sig omkring
inkøbskurven på begge sider. På
den anden side mener man at der er
for langt til håndvasken for dem
på den første side. Det mener man
vist nok også på den første side
gensidigt.

                              Udryd dem! der ikke
                              vil forenes omkring
                              indkøbsvognen.

Nå er en kurv nu
ikke engang nok
ulykkelige!?


Der er egentlig mange
flere men de færreste
kan tælle til mer end to

eller

det er ikke nødvendigt
at tælle til mere end
to for at få et rask
lille slagsmål.

                                             Udryd dem! og
                                             deres indkøbsvogn.


                              I begyndelsen var koret. Det
                              er vi sikre på.

Musikken er det eneste
forstyrrende musikken
er det der forstyrrer det
der foruroliger er musikken.

Sangen.

                              Nej bordet kom
                              først bordet
                              fanger og vi er
                              fangerne. Så
                              bordet må være
                              kommet først
                              før vi kunne
                              gå under det.

Stemmen kom først, det er stemmen og kun stemmen, der holder dem sammen. Stemmer. At man undskylder den uretfærdighed som det udefine-rede flertal implicerer, det drejer sig om en musikk for kor i hvilken den en-kelte stemmes særheder indimellem drukner. Eller det bliver en meget sær musikk. Eller det sære er at de drukner. I pietetsfuld enstemmighed. Eller man har bare ikke lyst til at gnubbe sig op og ned ad sin næstes arme og ben, og man lader i stedet stemmerne gnidre mod hinanden. I kor.

Stiger hviskende irsang
alligevel? Os
over hovedet.



_________________________________
15.11.03, nypoesi.net