utskriftsvennlig format


Bo Kampman Walthers hjemmeside


Tekstene av René Jean Jensen som
Bo Kampmann Walther skriver om ble publisert i tidskriftet Ildfisken #17 og kan leses på Ildfiskens hjemmesider.

Bo Kampmann Walther

Bo Kampmann Walther. Født 1967, lektor ved Center for Medievidenskab, Syddansk Universitet, boganmelder ved Kristeligt Dagblad og Standart.


Maskinstormer og synkronsvømning og noget om døden

– På kanten af lyrikeren René Jean Jensen

For ikke så længe siden dumpede et almindeligt og alligevel sært poetisk brev ind ad min brevsprække. Den statslige meddelelse indeni havde følgende overskrift: »Erindring om for lidt betalt porto«. Det var lige godt pokkers, som de poetiserer dérinde på kommunen, tænkte jeg, for den bureaukratiske ordlyd vidnede om et forunderligt miks af cancellistilens brede penselstrøg og en mere specifik lyrisk patos. »Erindring« er et plus-ord, der fylder godt i den digteriske container – uagtet minimalforbrydelsen, som altså sigter til de fraværende frimærker på en endnu mere fortidig konvolut. »Porto« er et forbinder-ord, hverken mere eller mindre, en kanal mellem noderne i et hverdagsnetværk. »Porto« skal der til for at trykke psykiske systemer mod hinanden.
    Poesien kan snildt sive flot og fornemt ud af hverdagslivets sprækker, både dém til huse og dém til mentale rum. Det gælder bare om at lade brevet ligge. Der skal porto på erindringen. Og man skal huske, at det forholder sig sådan. De skulle bare vide, dérinde på kommunen. Og sådan en sprække-kunst er der i hvert fald hos digteren René Jean Jensen, som i 1998 publicerede en række vidunderlige stykker lyrik i det danske tidsskrift . De følgende essay-klumper handler om hans ord. Ja, de er i hvert fald inspireret af dem, og de kredser helt sikkert om forbindelsen mellem det nære og det fjerne og ikke mindst om døden, som alle og enhver jo ved, er en underlig synkronsvømmer.
    Og så inviterer jeg læseren til at gøre en lille øvelse med mig: At foretage en distinktion er at sætte en forskel i verden, træde ind i et markeret rum og iagttage verden dérfra. Men det handler også om at tage de litterære metaforer alvorligt, dvs. at lege med det umarkerede.

***

Det største bluffnummer, djævlen endnu har lavet, er at overbevise os om, at han ikke findes. Sådan siger Verbal Kint, hovedpersonen i filmen The Usual Suspects. Måske har Verbal ret. Måske findes djævlen virkelig, og måske kan vi først for alvor fatte hans eksistens, når han meddeler sig til os med krop og stemme. Han skal helst have klove og horn i panden. For min skyld kunne han også være den lokale skatteekspert eller manden, der opfandt amagerhylden. Alt andet virker uvirkeligt. Og imens driver djævlen sit narreværk.
    Verbal kunne lige så vel have snakket om døden. Den er jo også noget underligt noget. Om selve døden kan man ikke sige så meget. Til gengæld kan man udtrykke, hvad den betyder for mennesker, som har den tæt inde på livet. Alle dør før eller siden, men ingen kan aflure dødens essens på forhånd, blot opleve dens konsekvenser. Hvad vil det sige at miste en nær ven eller et nært familiemedlem, og er det en finale eller måske en ny begyndelse? Man kan ikke gøre et billede af, hvad døden er i sig selv – den skal så at sige opleves indefra – men man kan forsøge at illustrere i ord, billede og bevægelse, hvad dens blotte trussel gør ved os. Sådan skabes myter, nemlig som portrætter af noget, vi ikke forstår. I urtiden var tordenvejret gudernes vrede, og i dag siger man, at livet rinder ud. Man siger ikke, at døden begynder. Kameraet kan fange en tåre på en kind, den sidste hilsen udgår fra den døendes læber, og øjenvidner kan fortælle, at de så det ske.
    Her har vi paradokset. Vi ved ikke et klap om døden. Men vi prøver. Vi slås med vores uvidenhed. Mange mennesker finder trøst i religionen, for den er netop en slags ritualiseret undren over grundvilkårene. Men selve forsøget på at nå til en erkendelse af, hvad vi ikke kan erkende, er produktivt. Vi digter om døden, ser film om døden eller dyster om kap med den i de allerflotteste computerspil. Døden er et absolut nulpunkt, et sort hul. Men døden skaber historier og avler metaforer. Døden giver dynamik. Døden er, hvor kynisk det end kan lyde, underholdende. At tale om døden er et tegn på overskud. Så døden lever i bedste velgående.
    I René Jean Jensens optik lyder det sådan her:

Det var en mergelgrav. Og den druknedes mor løb rundt ved motorvejen som en hovedløs høne. Rød cardigan over gul t-shirt, birketræerne som altid. Bortset fra det kommer dagene en efter en, ligesom haverne. Det er kun her, i denne orden, en vind harpes tilfældighed er uhyggelig. Jeg var dernede i dag, sivene er blege og knækker så let. Enhver ville kunne se en druknet oppe fra vejen. Der lugtede af råddent vand. Hvis jeg sagde: Sådan et parcelhus kan glide ud i mørket, ville du svare: Nej, se dagen har sat kroge i gavlene. Det er noget vrøvl, men du bor her, måske er det derfor.

Linjerne beretter om det tilfældiges punktualitet, det særegnes spændstige punkt, som hvirvler almindelighedens præcise formdetaljer frem. Settingen er uforanderlig, så det næsten støjer af hulhed. Her er altid birketræer rundt om mergelgraven, vinden laver stadig lyde (det hører man jo), og der er parcelhuse med gavle (det ser man jo). Men inde i billedet skabes der uhygge i en rapport af tøj og lys henover mørke figurer på tværs af ensfarvede flader. Der etableres en metafor, som både er slidt og grufuld som en panisk sorg isprængt dyreverden, »en hovedløs høne«. Derved katapulteres dødens randomness ud af statistikerens objektive sanseindtryk. Men dermed forskrives dødsøjeblikkets udmagrede beskrivelighed også til nonsens og everyday-livets parceller. Bor man dér, må man godt vrøvle og udbryde, at »dagen har sat kroge i gavlene«, men ser man til fra oven, vil boliger, som man ellers kunne være tryg i, forsvinde væk fra synsranden, lidt lige som »et parcelhus kan glide ud i mørket«.

***

Livet har to yderpunkter – fødslen og døden. Det er imellem punkterne, at vi lever. Jamen, hvad er så meningen med livet, spørger nogle. For at svare på spørgsmålet må man kravle ud på den anden side af livet for at iagttage det, lidt ligesom hvis man kigger på et æble og kan fortælle, om det er rødt eller grønt, ormebefængt eller lige til at bide i. Men hinsides livet er netop kun døden. Og så skal man jo være død for at kunne udtale sig om meningen med livet. Vi kan ikke som med æblet holde livet i en armslængde fra os selv. For vi er midt i det. Vi æblet. Men i tilfældet døden gælder ikke reglen, at det, hvorom man ikke kan tale, må man tie. Tværtimod. Døden larmer. Den er fuld af ord og billeder. Det synes vi da.
    Derfor kan vi kun forestille os døden, når vi har den inde på livet og lever med den. Men hvordan håndterer vi paradokset? Hvordan holder vi døden i live? For vi vil gerne vide, hvad døden er for en fætter, og hvad meningen med al galskaben er. Og én ting ved vi med usvigelig sikkerhed: at vi skal dø. Martin Heidegger skrev, at livet burde opfattes som en »væren-til-døden«. For ham var døden baggrunden for alt levende eller slet og ret mulighedsbetingelsen for eksistens og liv. Mit eget bud er, at livet også handler om at skabe små øer eller zoner af død som terapeutiske forberedelser til det, der med en slidt floskel lyder sådan her: Livet er farligt: man kan dø af det. »Det er unaturligt at stå stille så længe«, nøjes digteren med at tilføje.

***

Maurice Blanchot skriver et sted, at litteraturen må eje en ret til døden. Det kan kun lade sig gøre på en bagvendt måde. Litteraturen lever jo også. Men det, som behøver en forskel, set indefra, risikerer at fordampe og blive ingenting, når det bliver til det, der er udenfor. Hvis døden drømmer om livet, bliver resultatet et tomt punkt med en imaginær udstrækning. Når man iagttager, gør man en forskel. Så er verden ikke længere den samme. Man har kløvet et rum. Man fokuserer på én ting, mens der ses bort fra noget andet. Enhver eksklusionsmanøvre er samtidig en inklusionspraksis. Når man åbner en dør og træder ind i et rum, glemmer man hurtigt døren. Men derved glemmer man også, at døren udgjorde den forskel, som overhovedet muliggjorde rummet. Iagttagelse er i realiteten en medieringspraksis. Verden udgøres, kan man sige, af et rum, som igen er resultatet af en distinktion mellem det iagttagende og det uiagttagelige, som vores observationer er med til at definere.
    Orfeus mistede sin elskede Eurydike, men vandt sin stemme. Det er Orfeus hver gang, der er sang, siger Rilke. Det markerede behøver sin modsætning: det umarkerede. Men litteraturen – og sådan kan vi tolke Blanchot – kan netop fastholde splittelsen som et suggestivt møde, hvor sproget gnistrer, og hvor metaforer har lov til at forblive besynderlige. Metaforerne leger med det umarkerede. Vi går ind i billedet, fordi vi blindt stoler på to forskelle: dem indenfor rammen og billedet og dem mellem os og billedet. Det er derfor, vi godt ved, at litteraturen ikke dør, fordi billediagttagelsens forudsætning er liv, og det er derfor, vi tror på, hvad litteraturen handler om, nemlig forgrunde og baggrunde, død og liv.
    Poesien vil ikke være blomster, siger Paul de Man, men den vil gerne forstene i det kraftfulde mellemværende – tænk at være blomster og sprog om blomster på samme tid! Tænk ikke på, hvad blomsten er, men fokusér på, hvad blomsten kan. Kan sproget også dét? Her kan der produceres billeder, hvor tvivlen kan komme til orde, og den følgende sætning visker den foregående ud:

Mågerne flyder øverst i lyset, det er morgen. På maskinstationen ånder mejetærskerne gennem skorstenen, det må man gå ud fra. Hvor længe skal den grønne traktor bruge på at ruste op? Lad os følge efter den måge der. Går I med til stranden? Det er morgen, så bølgerne har endnu ikke sagt alt. De flyver rundt på hinandens skrig, mågerne. Dén sorte sten lå på marken i sommers, jeg har ridset mit navn, men det er allerede slidt. Kan mågerne kende den? De skriger, måske vil de ikke sige noget med det.

Igen er det almindelighedens cool overdrev, som præsenterer sig selv gennem stædige tings- og naturophobninger. Der er porto på erindringen. Distinktionerne knækker og avler de næste billeder som delmængder af ufokuseret periferi: En enkelt måge stjæler et zoom, en grøn traktor ruster op i en stemning, der næsten er menneskelig, og en sort sten skaber en forgængelighedsproces af slid og løfter om ejerskab. Man må gå ud fra, siger digteren, at det er ok at besidde retten til metaforer. For på maskinstationen kan mejetærskerne jo netop ånde op gennem skorstenen. Det er ok at ville være blomst. De to planer, jeg'ets og naturens, vil måske ikke hinanden noget synderligt. Og alligevel emmer sekvensen af stivnede øjeblikke, der langsomt sættes i gang og i tirader af slow-motion bliver til en lille reprimande om ikke at »sige noget med det«. Måske er der netop ikke så meget at sige. Og så er dét sagt. Det har vi digterens ord for. Vi er stadig indenfor.

***

I Den Guddommelige Komedie beretter Dante Aliegheri langt og flot om, hvordan døden egentlig ser ud. Efter livet er der Helvedes syv kredse (hvis man er særligt uheldig), Skærsildens mange niveauer (hvis man anstrenger sig) og ikke mindst den lange rejse mod det Himmelske Paradis, som for vandringsmanden Dante er det hele værd, for her møder han både den almægtige Gud og kvinden Beatrice, som er lysets og kærlighedens kilde.
    700 år efter Dante må vi andre nøjes med at få døden i små aftapninger. Til gengæld er den alle vegne. Godt avisstof handler, når alt kommer til alt, om død. Tænd for fjernsynet, og straks omkommer flere hundrede. Som regel på den anden side af kloden. At se katastrofer igen og igen i prime time svarer til at give døden kunstigt åndedræt. Man mærker dødens puls og føler sig i live. »Langs hovedvejen stiller vi gravhøje og dysser for i det mindste at kunne finde hjem«.
    Sportsbegivenheden bliver lidt mere spektakulær, hvis duellanterne rent faktisk kan dø af at udføre deres metiér – som italieneren Casartelli, der styrtede og efterfølgende døde under en barsk nedkørsel i Tour De France i 1995. Vi ved selvfølgelig godt, at 2 x muskelbjerg i en dertil hørende boksering med omgivende mandehørm ikke er alvor. Og dog. Huggene i nyrerne gør da ondt, og man kan ligeledes høre adskillige top-idrætsfolk udtale, at de bruger de indlagte show-agressioner som virkelige katalysatorer for forøget kampgejst. Døden er til stede, kun i sjælden grad som rå realitet, men for det meste i form af den spændstige fascinationsgnist, som gør den fiktive begivenhed lidt mere drabelig. For hvad nu, hvis de kører galt? Eller hvad nu, hvis kæberasleren er fatal? Hvis verden var et computerspil, var Bagdad for længst blevet jævnet med jorden.
    Se nu på Esther Williams. Hun lever endnu, skriver René Jean Jensen, »men på halv kraft så at sige«. Og videre:

Centrum for 40'ernes svømme-musicals. Undervandsstjernen: »Hun gør det at være våd til et udtryk«. Brystsvømmende i mangrovesumpen, for det meste i studiepølen. Uden hendes indsats havde synkronsvømning sandsynligvis aldrig fået den olympiske blåstempling. Hun lærte hurtigt, ikke mindst at smile under vand uden at drukne af det. Uforlignelig til at holde sig i billedet efter et udspring. Hvordan havde De det med altid at optræde afklædt og våd Miss Williams? Mit største problem var læbestiften, ikke kuløren. Sol løber man jo aldrig tør for. Jeg drømmer stadig om luftblærene i kæder henover min ryg og regissørens blege hånd under vandet, den giver tegn, det er nok Esther, vi stopper for i dag.

***

Døden er en god historie, som godt kan puste ånde i både maskinstationer og synkronsvømmere . Unge vil altid have det anderledes med døden end de gamle. Men de første bliver jo også gamle og dør engang. Hvordan vil deres fortællinger om døden være? I gamle dage kunne man ikke bade i den samme flod to gange. Livet gik sin gang, floden fossede videre eller bugtede stille af sted i små krusninger, og man var spundet ind i den skæbne, man fortjente. For ikke så længe siden var jobbet for livet, og livsledsageren stod bi til den bitre ende. Sådan er det ikke mere. Døden er stadig ufravigelig, for den er ikke sådan at komme udenom. Men livet går ikke sin vante gang længere. Nej, man vælger sit liv, på samme måde som man vælger at spise fedtfattig kost. Arbejde er noget, man netværker sig til og skifter ud med hyppige intervaller. En ny generation vil hævde, at man da sagtens kan bade i den samme flod flere gange. For man sætter da bare floden på pause. Kan man forestille sig en fremtid med reklamer som »Har du valgt aldrig at dø?« og »Sonny myrder Biker-Jens på sydhavsø: i aften på TV3 kl. 20.00«?
    Måske kan man virkelig, som man siger, dø af grin. Men det er både sikkert og vidst, at en god latter holder djævlen væk. »Kom nu. Det er unaturligt at stå stille så længe«. Iøvrigt må jeg se at betale dén porto.

_________________________________
nypoesi.net, 01.11.03