utskriftsvennlig format




Martin Larsen

Martin Larsen, f. 1969, forfatter, kritiker, oversetter og redaktør i Forlaget Basilisk. Utgivelser: Det stof alting er gjort af (dikt, Gyldendal 2001), Oder (dikt, Basilisk B16, 2002) og Forudsætninger (sammen m. Peter Højrup, 2003).


Søvngængerskønhed

– Om skeletterne i Mikkel Thykiers poesibreve

Jeg skal forsøge at lave en læsning af et digt af Mikkel Thykier og lad mig sige med det samme, at det bliver en læsning, som er i fare for at blive larmende kedelig, fordi den længe kommer til at handle om bogstaver og kommaer og papir og tryksværte snarere end alle de gode spændende klassiske temaer poesien har det med at beskæftige sig med, drømmen og kærligheden og livet og døden og stjernerne og ensomheden og (kvindens) skønhed og sjælens dybe nat og alt det der. Hvis du, kære netlæser, sidder og kommer til at kede dig, så må du undskylde og især bør du undskylde digteren, for hans tekster handler ikke om de såre materielle ting, jeg har valgt at tage udgangspunkt i, og de er IKKE tørre abstrakte metadigte. De er tværtimod flere gange blevet beskyldt for at være grænsende til det dekadente skønne.

Mikkel Thykier debuterede i 1997 med Skyggerne er kun flygtige, en forholdsvis lille bog med 17 digte. Den blev fulgt af fire års pause, før et par andre små og meget anderledes bøger, .katalog. (Forlaget Basilisk) og Daglig tale (Gyldendal) kom i 2002.[*] Denne pause skyldes tilsyneladende ikke så meget manglende produktivitet hos Thykier, men snarere problemer af forskellig art med at få de skrevne ting udgivet i den form, de var tænkt. Der er nemlig her tale om en forfatter som i ganske usædvanlig grad (i hvert fald efter danske forhold) synes at være optaget af bogen som kunstværk – hvor de fleste forfattere kun er optaget af bogens materielle karakter som værende et medium for det indhold, der skal viderebringes (f.eks. digte, som i sig selv naturligvis kan være nok så optagede af deres egen form), ses bogen altså her snarere som et kunstobjekt, en genstand af nærmest skulpturel værdi.

Skyggerne er kun flygtige for eksempel består som sagt af 17 digte, men hvert af dem har en dobbelt form: to separate kolonner som delvis overlapper hinanden på en måde, der kan skitseres således:

xxxxxxxxxxxxxxxxxxx
                         xxxxxxxxxxxxxxxxxxx
xxxxxxxxxxxxxxxxxxx
                         xxxxxxxxxxxxxxxxxxx
xxxxxxxxxxxxxxxxxxx

Da hver enkelt linie i forvejen er temmelig bred, giver dette nogle usædvanligt brede sider og for at få plads til det hele består bogen derfor af 17 indfoldede ark, som læseren må brede ud, før læsningen kan begynde. Ligesom man må med et brev, og bogens to afsnit bærer da også titlerne »breve fra prag« og »af et værelses breve«. Digtene er sat med Courier (som et skrivemaskinebrev) – også det er en detalje af betydning fordi Courier er en ikke-proportional skrifttype, dvs. hvert bogstav fylder præcis lige meget i bredden, og det »metrum«, digtene er skrevet i, er ikke afhængig af hver linies antal stavelser eller tryk, men simpelthen af antallet af bogstaver og derfor af liniens længde (i helt bogstavelig betydning). Det er med andre ord et visuelt metrum snarere end et auditivt, baseret på blikket snarere end på stemmen. Hvilket dog ikke udelukker, at en del af linierne har klassiske enderim.

Jeg gør meget ud af at beskrive de her detaljer af den enkle grund, at forfatteren har gjort meget ud af dem. Men lad os nu se på, hvad der faktisk står i et af digtbrevene (og husk altså på, at skråstregerne her markerer tekstens opdeling i to halvdele, som ikke rigtigt lader sig gengive i et browservindue):

2.

de sovende stimler sammen i grupper, højt leende og skinnende stråler /
her er den jødiske haves labyrint dødstille, og her er den gamle guillotines plads /
deres drømme i dem, som var hver drøm en søvnigs skønhed fanget under /
blandt de bibelske scener på Karlsbroen tom, her er det sorte øls gyder med stil- /
væv og vener, stråler igennem kjoletråde og blusestof, se! de blunder /
ladser af gammelt, trøsket træ menneskeløse, og her på gaden er vinduernes rå glas /
og vågner med ryk, der er pigedans over paladsets plads, dans med hår /
så snavsede, at ingen kan se, at ragfolket ikke bor bag dem i små, hyggelige hjem /
der hvirvler og slår om ansigtet, husene siger, at løvetand har givet /
jeg ved, at statuerne er hvide (under soden), men når mine passionslæber visner og /
dem pollen, os fortæller vores hænders søde skær, at vi rør ved livet /
går i dvale, flænger jeg bladene af; jeg spiser dem.

Man bemærker, at der ingen majuskler er (bortset fra egennavnet Karlsbroen), hovedsageligt selvfølgelig fordi der ingen punktummer er (bortset fra afslutningen) mens der er masser af kommaer, som holder teksten flydende. Flydende, snarere end strømmende, fordi det ord snarere betegner en tekst i stadig bevægelse fra et punkt til det næste og videre, mens kommaerne her nogle gange markerer punkterne i en opremsning (»her ... og her ... og her ...«), andre gange markerer besynderlige brud i teksten, lige som også de knækkede linjer gør det. Som i den første linie, hvor de sovende stimler sammen højt leende. Eller rettere, finder man snart ud af, de stimler sammen, men på grund af kommaets sære placering må det være drømmene, som både stråler skinnende og ler højt.

Man bemærker endvidere umiddelbart, at digteren har en overvældende forkærlighed for alliterationer: »skinnende stråler«, »en søvnigs skønhed«, »væv og vener«, »paladsets plads«, »søde skær«, »den gamle guillotine«, »blandt de bibelske« og »trøsket træ« er bare de mest åbenlyse af dem. »Trøsket« er iøvrigt et ord, der i særlig grad stikker ud, eller det gør det i hvert fald for denne læser, for jeg kan ikke huske at have set det nogen sinde før. Men det står ganske rigtigt i Ordbog over det danske sprog og betyder det, man ville forvente, frønnet, halvråddent. Der står ikke noget i ordbogen om et »ragfolk«, men der står om »rag«, at det blandt andet kan være både en grov slags uld og mere generelt (ligesom på engelsk) en las eller laset tøj. Ordet er det samme som stammen i ordet »rakkerpak« eller bare »rakker«: En person som »udførte renovationsarbejde, slagtede ådsler m.m. og ofte tillige fungerede som skarpretterens medhjælper (...) natmand.« Sætningen er underlig i det hele taget, for når ruderne er snavsede, kan man ikke se gennem dem selvfølgelig, men hvad er det, man ikke kan se? At ragfolket slet ikke bor der (et »rakkerliv« er et omflakkende nomadeliv), eller at de nok bor der, men at deres hjem ikke er (hverken?) små eller hyggelige?

Når sætninger er underlige på den måde, når syntaksen tilsyneladende går lidt i kludder, sker der noget mærkeligt: Ordenes betydninger begynder at glide over i hinanden: I det sorte øls gyder er øllet selvfølgelig sort, men det samme er gyderne. Hvordan skal man forstå den sidste linie? Læberne visner vel og går i dvale fordi den talende bliver ældre og dør, men hvad skal det sige, at bladene flænges af og spises? At det er passionslæber giver associationer til passionsfrugter, som man jo kan spise. Men det står der ikke noget om.

Og når ordenes betydninger begynder at glide, bliver både sproget og det, det beskriver, noget vi ofte kalder drømmeagtigt. Altså noget der følger en anden logik, hvor tingene er uhåndgribelige, men så meget desto mere (i hvert fald i den freudianske version) i nær forbindelse med vores lyster. Og hvilket sceneri, hvilken baggrund kan være mere velegnet for en sådan skrift at folde sig ud på end Kafkas og Meyrinks Prag, en by hyllet i tætte tåger af jødisk mystik. Det kan således ikke undre, at vi fra starten præsenteres for en gruppe sovende med strålende drømme, for æteriske piger, der danser, og for andre af den slags skabninger, som i lige dele kommer indefra og fra den ydre verden man bevæger sig rundt i.

Det er i øvrigt meget let at se nogle ret tunge tematiske spejlinger mellem de to kolonner: På den ene side er der latter, på den anden dødstille. På den ene dans og på den anden mennesketomme gader. På den ene skinnende stråler, på den anden sorte gyder. På den ene paladset, på den anden de små (u?)hyggelige huse. På den ene hænder, der rør(er) ved livet, på den anden læber, der visner og går i dvale. Liv og død, lys og mørke altså.

At binde sin tekst op på et sådan skelet, eller rettere et helt system af skeletter i flere dimensioner, det tematiske, det grafiske, det syntaktiske, er en måde at give sig selv mulighed for at lytte til de enkelte gloser, der bliver hængt på. Teksten maskerer sig selv som jævn beskrivende prosa med helt demonstrativt fast bagkant, men ophæver jo samtidigt sig selv som sådan ved alle de sproglige usædvanligheder: rimene (under/blunder, givet/livet, plads/glas og hjem/dem), alliterationerne, de usædvanlige ord og en anden forkærlighed for ordsammensætninger (pigedans, kjoletråde, ragfolket, passionslæber). Menneskeløse er heller ikke et ord man nogen sinde har hørt før, mennesketomme, ville enhver sige, men dels ville det ord have et bogstav for meget, dels ville det mangle det ø, som peger tilbage på ø'et i trøsket. I efterskriftet til sin oversættelse af Wallace Stevens siger Poul Borum med et for ham helt karakteristisk paradoks: »... det man oversætter, når man oversætter digte, det er vokaler og konsonanter.« Det man skriver, når man skriver poesi er ligeledes vokaler og konsonanter. Det er også kommaer, pauser, brud.

Alle disse ting, alle disse lag man skal igennem for at nå ned til hvad teksten egentlig siger. Det er meget besværligt, og når man endelig kommer derned, siger den i virkeligheden alligevel ikke noget særlig dybt! Jamen, så er det hele jo spild af tid, kunne man fristes til at sige. Thykier kommer selv frem til en lignende konklusion i sin egen kokette analyse af et par af digtene fra bogen,[**] hvor det blandt andet hedder: »Så kunne de to tekstdeles overlapning ses som fingerfletning (bortset fra at de færreste har seks fingre på hver hånd): at sidde med hænderne foldet i skødet, det er præcis den livløshed der findes her.« Det er rigtigt at der er livløshed i det jeg, som skriver digtene, men i mellemtiden, mens han sidder på sit værelse eller går i byernes gader og passivt lader verdens små og lidt støre ting passere forbi, er alfabetet i fuld gang med sin egen livlige dans.

_______________________________
* I 2003 er på Forlaget Basilisk udkommet en anonym samling af løsark med digte, der til forveksling ligner dem i Skyggerne er kun flygtige (som i følge Thykier også var tænkt som en anonym bog). De 16 løsark er udgivet under titlen struktur. 16 objekter. Forarbejder til Peter Louis Jensen. [tilbake]

** »Selvanalyse« i Dansk Noter, 1/2000. Dansklærerforeningen. [tilbake]


_________________________________
01.11.03, nypoesi.net