tre dikt

Ander Søgaard: Om semantik og æstetik

Anders Søgaard (f. 1981) har gitt ut to diktsamlinger: digte 1 i 2001 og Tasseografier i 2002, begge på Gyldendal.

Også blandt sprogforskere er spørgsmålet uafklaret: Hvad former sproget (subjekt-udsagnsord-objekt) - og hvad former sproget (objekt-udsagnsord-subjekt)? Eller: Hvilke er sprogets støbeforme - og for hvem er sproget selv en støbeform? De forskellige standpunkter er talrige: (1) Sproget er genetisk bestemt som en slags universel grammatik, eller som et lukket system af principper og parametre; de enkelte sprog følger af parametrenes indbyrdes justering. (2) Sproget er tilfældigt eller forudbestemt, men er i sig selv bestemmende for sprogbrugeres adfærd. (3) Sproget indretter sig efter sprogbrugeres adfærd; sprogbrugere deltager altså aktivt i sprogets opbygning.
    Tredelingen er ikke udtømmende; mere indviklede og midtersøgende forslag er fremlagt. Tredelingen ignorerer også et skel, der har været toneangivende for sprogforskningen siden århundredets begyndelse; nemlig, skellet mellem sprogbygning og sprogbrug. I (1) og (2) indretter sprogbrugen, den egentlige manifestation af sprogbygningen, sig først og fremmest efter sprogbygningen, mens sprogbygningen i (3) er bestemt af sprogbrugen. Få sprogforskere hævder, at sprogbygningen er upåvirket af sprogbrugen; ligesom få har sagt, at sprogbygningen er helt uden indflydelse på adfærd. Tredelingen er dog udmærket som pædagogisk anskuelse.
    Jeg tilslutter mig her følgende standpunkt: Sprogbygningen er rejst på biologisk grund; en grund, der ikke er under indflydelse af sprogbrug og menneskelig adfærd. Omvendt er der på den biologiske grund plads til udbygninger og bevidste valg. Sprogbrugere kan beslutte sig for at rive carporten ned eller anlægge en brønd i baghaven. Men alle bevidste og ubevidste valg er betinget af de biologiske vilkår; eller menneskelige vilkår, for at bruge en lidt fortærsket, sartresk udtryk. Standpunktet er en udvidelse af (1).

ET SYMPOSIUM NÆR ROCKY MOUNTAINS
Det er blot en uge siden, jeg kom hjem fra et møde, eller et symposium, i Boulder, Colorado. Byen ligger for foden af vældige bjerge. Husene er ørkenrøde, gadenavnene ikke ydmyge, og i vejkanten vokser mælkebøtter. I oplægget stillede arrangørerne flere spørgsmål, men det vigtigste var, hvordan sprogforskningen skulle gribe undersøgelsen af sprogbygningen an?
    Om formiddagen den første dag holdt en australsk sprogforsker oplæg om kulturens indflydelse på sproget. Han talte blandt andet om navneord, der henviser til tællelige enheder, og navneord, der henviser til (utællelige) mængder. F.eks. henviser mandel til tællelige enheder (man kan sige en mandel og to mandler), mens ris henviser til mængder (man kan hverken sige *en ris eller *to ris). Men i Iran henviser ordet for ris til tællelige enheder. Den australske sprogforsker, som var født og opvokset 2 i Iran mente, at det skyldtes risens særlige status i den iranske kultur. (Han indrømmede, at i nogle situationer brugte andre sprogbrugere også ordet ris til at henvise til tællelige enheder, f.eks. på restauranter, hvor ordet kan henvise til gæsternes bestillinger.)
    Efter foredraget spurgte en af tilhørerne, om de grønlandskes sprogs mange ord for sne også betød, at “den grønlandske kultur var kold”? Hvad han anfægtede var naturligvis forestillingen, at kun kultur bestemmer sprogets udformning. Også de fysiske omgivelser (om det sner ofte, eller ej) har betydning. Men begge eksempler har for så vidt intet at gøre med sprogbygningen. De anfægter ikke, hvorvidt der findes ord eller ej, om man kan henvise til tællelige enheder eller ikke, de stiller ikke spørgsmål til, hvordan sproget strukturelt set er bygget op. Og det var jo netop det, der var symposiets spørgsmål. En israelsk sprogforsker fortalte om den hebraiske sprogpolitik. Om bevidste valg af sproglige udtryk. Også han undlod at komme ind på sprogbygningen selv.
    Skyldes sprogforskernes tilbøjelighed til at tale om sprogbrug i forbindelse med sprogbrugernes bevidste valg, simpelthen, at “i den funktion, der består mellem sprogbygning og sprogbrug, indgår sprogbygningen som konstant og sprogbrugen som variabel” (Hjelmslev)? At det ikke er muligt bevidst at påvirke sprogbygningen, og at ikke sprogbygningen, men udelukkende sprogbrugen, påvirker sprogbrugerens sproglige adfærd?
    At det første (i en eller anden udstrækning) er tilfældet, er jeg ikke i tvivl om. At det andet er rigtigt, at sprogbygningen ikke påvirker sprogbrugerens sproglige adfærd, er mere tvivlsomt. Om det f.eks. påvirker forfatterens kunstneriske virksomhed?
    Også her må man foretage en skelnen. Mellem sprogets stilistiske side og dets umiddelbart formidlende side; den politiske side, om man vil. Sprogets lydlige form er naturligvis bestemmende for sprogets stilistiske side: “Det er usandsynligt, at stil kan stå i modstrid til sprogets underliggende mønstre. Stil ikke bare indarbejder mønstrene, den bygger på dem” (Sapir). Men her hævder jeg, at sprogets formidlende side er upåvirket af det enkelte sprog: “Intet sprog er derfor bundet til noget bestemt begrebsområde, noget bestemt miljø eller nogen bestemt kulturkreds; kendere af indianersprog har med rette fremhævet, at disse sprog ville være lige så velegnede som ethvert andet til at give udtryk for den vesteuropæiske kultur, selv om de ikke, så længe de tjener indianerkulturen, endnu har uddannet tegn for mangfoldige af vore tekniske, videnskabelige og andre begreber; så snart behovet melder sig, vil de kunne danne sådanne tegn på fuldt formålstjenlig måde” (Hjelmslev).

HVILKET SPROG ANFÆGTER SPROGDIGTEREN?
I lyset af ovenstående er det oplagt at undersøge, hvad de såkaldte sprogdigteres anfægtelse går ud på? Er de ude efter sprogbygningen eller sprogbrugen? Og hvordan forholder de sig til spørgsmålet om sprogets støbning?
    Oprindeligt var sprogdigterne politiske; i dag er de det ad bagveje. Interessen er for erkendelse. Som hos alle digtere. Men sprogdigterne tilslutter sig også en slags kuhnsk skepticisme: Før 3 erkendelsen kommer sproget. Sproget begrænser og strukturerer vores erkendelse. Sprogdigterne besluttede sig for at søge bagom sproget. Sætte sig ud over det. Nedbryde det indefra. De vidste (og ved) godt, at sproget uafladeligt vil gribe ud efter dem, omslutte dem, trække dem tilbage til udgangspunktet; men i modsætning til Sapir, fandt de ikke beslutningen håbløs. Måske i det øjeblik, de kuldsejlede - et skybrud.
    F.eks. undgås konventionelle metaforer, eller de holder metaforerne op mod lyset, som uægte pengesedler. Én metafor er TID ER PENGE. En vesterlandsk metafor, man ikke finder i andre sprog. Sprogdigterne afviser metaforen pga. dens politiske over- eller underbygning. Men de har ubemærket (og uden de selv opdagede det) bevæget sig ud af sprogbygningen, hen over hækken, og befinder sig nu i naboens have. Metaforer er ikke sproglige, men resultater af sprogbrug, simple udvidelser af ordforrådet. De findes også i film, billedkunst, vores inderste og hemmeligste tanker. Ligesom den australske og den jødiske sprogforsker beskylder sprogdigterne altså sproget for at være skyld i sprogbrugens synder.

AT YDE SPROGET MODSTAND SOM ET IKKE-POLITISK PROJEKT
Jeg vil i afsnittet her forsøge at forklare, hvorfor sprogdigterne interesser mig, ikke af politiske grunde, men af æstetiske eller kunstneriske grunde. “At der findes andre værdier i kunsten, end de kunstneriske, som måske kan bestemmes personligt eller historisk eller teologisk osv., bliver en ting for sig” (Wanscher).
    Sprogbrug kan enten være absorberende (kommunikativ) eller anti-absorberende (forvrøvlet). Absorberende sprogbrug er nødvendig for, at læseren kan anfægtes følelsesmæssigt af en tekst eller tale; den absorberende sprogbrug muliggør indlevelse. Anti-absorberende sprogbrug modsætter sig indlevelsen. En sådan sprogbrug er overdrivelse, afbrydelse, distraktion, hvad der ikke er konventionelt, men ironisk, ukomplet. Avantgarden - og enkelte sprogdigtere - har kastet sig på hovedet ud i anti-absorberende værker, utilnærmelige og uigennemtrængelige tekster, der nægter at kaste betydning af sig. Sådanne tekster er udelukkende politiske, og deres udsagn er kort og godt: “Jeg nægter”.
    Magritte skriver i sin dagbog i 1937: “Vi kender fuglen i buret. Vores interesse øges, hvis vi erstatter fuglen med en fisk eller en sutsko. Billederne er underlige. Desværre er de også tilfældige. Et stort æg besvarer tilsyneladende vores spørgsmål.” Som Magritte tror jeg det kunstneriske udsagn ligger midt imellem det absorberende sprog og det anti-absorberende sprog; ligegyldigt om sproget er billedligt eller skriftligt. Enkelte af sprogdigterne har gjort sig den erkendelse. F.eks. skriver Waldrop, at digtet bør “bygge bro over kløften og samtidig understrege splittelsen.” Når Magritte sammenstiller ægget og fuglen bygger han bro imellem dem, viser, hvordan de to objekter hænger (kausalt) sammen, men understreger også, hvor forskellige situationer ægget og fuglen sædvanligvis (i menneskets verden) optræder i. I et andet billede, Hegels ferie, har Magritte placeret et glas vand oven på en paraply.
    Skæringspunktet mellem den absorberende sprogbrug og den uigennemsigtige, uformidlende tekst er den romantiske ironi, indbildningskraftens lokus - dét, Fichte kaldte en “stadig vekslen mellem selvskabelse og selvtilintetgørelse.” I tekster manifesteres ironien gennem sprogbrug, der manifesterer sprogbygningen. Men ironien er ikke afhængig af sprogbygningen. Bevis: Romantisk ironi findes også i film, billedkunst, vores inderste og hemmeligste tanker. Æstetikkens opgave er at afklare dens rammer og finde ud af, hvordan den manifesteres i de enkelte genrer.
    I litteraturen manifesteres ironien subjektivt, objektivt og metapoetisk. I fortolkningen af en tekst støder det absorberende sprog og det anti-absorberende sprog sammen på alle tre niveauer. F.eks. gennem overdrivelse, gentagelse og genrebrud (henholdsvis). I billedkunsten gennem repræsentation og misrepræsentation, gyldne snit og mindre gyldne snit. (I hvert fald én kunstart, nemlig teatret, leder, så vidt jeg kan se, stadig forvildet rundt i mørket efter sin fremtrædelsesform, sin måde at manifestere ironien - i virkeligheden, teatrets berettigelse: (a) Kierkegaard skriver et sted om sprækken mellem det, dramatikeren ønsker at sige, og hvad han er i stand til at vise. Sprækken overvindes sjældent, tror jeg, men aflyses ofte: dramatikeren vælger da intet at sige. (b) Fortællingen indeholder to slags tid. Mann kalder dem for “musikalsk-real” tid (fordi musik må nøjes med at udfoldes her) og “imaginær” tid. Teatrets tid er i første omgang musikalsk-real. Mellem to akter springes måske i imaginær tid; men er dette skridt ikke et skridt ud af teatrets form og ind i fortællingens? (c) Og er det muligt at bedømme teatret retmæssigt? I stedet for at bedømme det som en lang række af billeder - ligesom man har foreslået det for bedømmelsen af russiske stumfilm fra århundredets begyndelse - eller som en fortælling fortalt scenisk? (d) Teatret er enten den mest komplicerede af alle kunstarter (en integration af tegn fordelt langs samtlige koordinater) eller den tarveligste, nemlig dramaet.)

__________________________________
15.06.03