utskriftsvennlig format

Stefan Kjerkegaard



Stefan Kjerkegaard

Stefan Kjerkegaard, f. 1973. cand.mag. og ph.d.-stipendiat ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet. Forfatter til bogen Digte er bjergede halse — om Simon Grotrians forfatterskab, Kbh. 2000.


Litteratur på glas

— om nogle tendenser i ny dansk lyrik og kortprosa


Øverste Kirurgiske















Niels Frank
Pia Juul
Carsten René Nielsen
Lars Bukdahl
Simon Grotrian
Lene Henningsen
Katrine Marie Guldager
Janus Kodal
Morten Søndergaard på nypoesi.net I
Morten Søndergaard på nypoesi.net II
Niels Lyngsø på nypoesi.net
Nikolaj Stochholm på nypoesi.net
Jens Blendstrup
Viggo Madsen
T. S. Høeg
F. P. Jac














Søren Ulrik Thomsen

Dette essay har et dobbelt sigte: For det første vil jeg gerne præsentere nogle af de nye og for mig at se mest spændende navne inden for nyere dansk lyrik og kortprosa — dette vil jeg gøre i lyset fra historien om litteraturtidsskriftet Øverste Kirurgiske. For det andet vil jeg gerne levere et bud på, hvad denne nye litteratur kunne siges at stå for, hvad der er dens strategi, eller måske kunne man mere præcist sige: hvordan den virker. Som udgangspunkt vil mit bud være forsøgsvist, muligvis famlende, men jeg forbeholder mig af samme grund retten til at kalde arbejdet her for et »essay« frem for en videnskabelig artikel.
     Øverste Kirurgiske, i daglig tale ØK, har på flere måder været banebrydende for den måde den nye lyrik og i nogen grad den måde, den nye litteratur generelt former sig på i Danmark dag. Det til trods for at ØK måske allerede er ved at være et overstået kapitel og nu i stedet lever højt på oplæsningsarrangementerne i The Lab på Vesterbrogade i København. Udover tidsskriftet er der udkommet en række bøger fra Biblioteket ØK, hvor den nok mest interessante udgivelse til dato er Niels Henrik Svarre Nielsen Biografisk Skygge Leksikon. Pedersen — Poulsen der udkom i år 2000. Svarre Nielsens monstrøse bog på 504 sider indeholder ikke mindre end 365 biografier om hovedsageligt totalt ukendte (fiktive) personer. Kendetegnende for alle de portrætterede er, at de har et efternavn, som starter med P — og her hører fællesnævnerne så ellers op.
     Selvom ØK ikke altid har leveret fantastisk og højtravende litteratur, så har tidsskriftet og urostifterne bag det imidlertid været med til at give litteraturen en humoristisk indsprøjtning, der var tiltrængt. Det var som om at halvfemserdigterne i DK, selvom de også kunne og stadigvæk kan være sjove, ikke rigtigt var sjove nok. Med halvfemserdigterne mener jeg de digtere, der debuterede sidst i 80erne og i starten af 90erne, i slipstrømmen på den nok så famøse »kropsmodernisme«, navne som Niels Frank, Pia Juul, Carsten René Nielsen, Lars Bukdahl, Simon Grotrian eller Morti Vizki og i starten af halvfemserne Lene Henningsen, Katrine Marie Guldager, Janus Kodal, Morten Søndergaard, Niels Lyngsø eller Nikolaj Stochholm. Alle disse digtere var stadig præget af firsernes alvor på den ene eller anden måde, enten i et opgør eller i en direkte forlængelse af denne. Med ØK fik man et bud på en litteratur, der kunne hamle op med stand-up komikken, ikke fordi at litteraturen skal kunne gøre det, men mere fordi det var denne slags humor, der prægede scenen, og som kunne få de unge og det ungdommelige generelt i tale. Forfatteren Jens Blendstrup er et eksempel på én af de forfattere, hvis succes blev stor via foretagendet i ØK. Der var desuden flere forfattere fra den ældre generation, som via ØK sprang med på vognen med nogle lidt lettere, parodiske eller sjove tekster fra skrivebordsskuffen. Forfattere som Viggo Madsen, T.S. Høeg, F.P. Jac, Asger Schnack m.fl.
     Af debutanter i ØK kunne man nævne mange, men ét af de navne, jeg er faldet over, er Bob Hvid Green, formentlig et pseudonym (og dem er der tilsyneladende mange af i ØK). Bob Hvid Green har så vidt jeg ved ikke udgivet andet, end disse få tekster man finder i ØK. Et par af Greens tekster er særligt interessante; det gælder dem, der lægger sig som en palimpsest ovenpå en anden og mere kendt tekst og derfra prolifererer i alle dennes alternative betydninger. Teksterne tegner hermed nærmest et overskæg på deres fortilfælde. Det drejer sig ikke kun om at parodiere fortilfældet, men ligeledes om at parodiere selve parodien. Herved får man en form for pastiche, som er meget underholdende, men næppe kan stå alene som autonom tekst. På den anden side er det heller ikke meningen, at pastichen skal gøre det, tværtimod så skal den leve højt på effekten af det mellemrum, der skabes mellem pastiche og fortilfælde og derved sikre at både pastichens og fortilfældets rum bliver usikkert og ikke-autonomt. Litteraturens rum som sådan udsættes derigennem for et spil: Hvornår er noget litteratur, og hvornår ikke? Lad os tage et eksempel, hvor teksten uden titel til venstre er Søren Ulrik Thomsens fra den lovpriste digtsamling Det skabtes vaklen (1996), og den til højre er Bob Hvid Greens fra ØK nr. 20-21, marts 1999:

Rockertilståelse

Med en lysstråle peger den unge læge
ind i mit øje,
hvor en stumfilm knitrer.
De sidste af de medvirkende,
som overlod mig
at skrive ord til historien,
bar jeg til graven i går,
mens syrenerne, svanerne
og alt, hvad der er hvidt i denne verden,
henlagde resten i skygge.
Dér sad jeg længe og lytted
                      til den susende opløsning
af to kodimagnyler i vand.
»Det er arveligt«, siger han,
og slukker lygten.

Rockertilståelse

Med en lysstråle peger den unge læge
ind i min røv,
hvor en stump fil sitrer.
Den sidste af de medsammensvorne,
som overlod mig
at lave lort i historien,
bar jeg til grusgraven i går,
mens syrehovederne, svansene
og alt, hvad der er skidt i denne verden
henlagde præsten sammen med Tykke.
Dér sad vi længe og lytted
                      til den susende forløsning
af to kodyle negere i vand
»Det er tarveligt«, siger han,
og slukker lygten.










Pia Tafdrup

Med nogle meget beskedne og til dels også tarvelige virkemidler får Green vendt op og ned på Thomsens tekst, således at den pludselig handler om en ung fængselslæges undersøgelse af en rockers endetarm. Den eneste grund til at Greens tekst virker, er at Thomsens tekst er god, især hvad angår diktionen og det rytmiske. Men Greens tekst demonstrerer desuden, at Thomsens syntaks læner sig opad det skabelonagtige, hvor det næsten kun er skabelonen, der står tilbage. Herved får teksten peget på én af Thomsens svagheder, nemlig dennes hang til at lade sin tekst løbe ud i en sproglig gestus, hvor kun gestikken står tilbage efter endt læsning.
     Et måske mere vellykket eksempel (hvis man da kan tale om vellykkethed her!) på Greens pastiche-teknik, finder man i teksten »Sweeper ved midnat« (ØK nr. 22-23, maj 1999), der er skrevet i sporet på Pia Tafdrups digt »Viber ved midnat« fra Territorialsang (1994):

Sweeper ved midnat
- til Sepp Piontek (den egentlige Holger Danske)

Målet åbne sig langsamt, trække mig næsten magnetisch ind
wie ein Ball som mortenolsenplys score fantastisch i en pumpet Parken
der dufte råt i den boldeluft, af tacklinger nyarvet rundt um landet, neh
som siten jeg flyttet hertil tysk har dannet kø af brødrepar og milde små Maginaler
I nutellamörket flag af dannebrog, et ryk over mitbenens græstråde af krystal
når min pibe kurtz für Mittnacht redde jeres krig som søvnløse Matthias Sammer
der gennem min moral ryge ind i nattens offside, som Schmeichels violette næsvise
mischdannelser, und fra min højre toback afleveringer falde og
frit blomstre som den tyske nerve, der ursprünge fra Lerbys rygsøjle oder danskens dyb
og miracoliøst føre jer op fra det Kaos, I jeden Tag lade jer sænke ned i
for blandt landsmænder I kender, aber niemals forstår — at udforsche scoringer i eksil


Viber ved midnat

Mørket åbner sig langsomt, trækker mig næsten magnetisk ind
hvor et skær af månelys falder askehvidt over sumpede marker
der dufter råt i den kolde luft og kurver nyharvet rundt om vandet
som siden vinter tyst har dannet sø for svanepar og vilde ænder
I mørket jag af rosentorn, et ryk i hjerterødders tråde af krystal
når viber kort før midnat indskriver deres skrig med søvnløse flammer
der i spiral slår ind i aprilnatten og kun som violiners skingre isdannelser
frit blomstrer langs de nerver, der springer fra rygsøjle og hjernens dyb
og mirakuløst fører mig op fra det kaos, jeg hver dag lader mig sænke ned i
for blandt ansigter jeg kender, men aldrig forstår — at udforske sjæle i eksil































Per Højholt
Peter Adolphsen




L.H.O.O.Q.

Igen er der tale om et virkeligt godt og rytmisk digt, der mischdannes af en irriterende og forvrængende stemme. Ideen med at lade den tidligere tyske fodboldlandstræner for Danmark, Sepp Pionteks elendige dansk skylle indover Tafdrups elegante, men dog til tider noget svulstige sprog, er i sig selv grundkomisk. Der sker imidlertid et kollaps af det sjove, fordi man som læser ved, at Piontek er af tysk afstamning, og at Tafdrup er af jødisk. Konnotationerne i denne forbindelse er naturligvis dystre og krigsagtige, men samtidig åbnes der i digtet op for en sammenligning mellem Piontek og Holger Danske, at Piontek er den egentlig Holger Danske. Det er igen morsomt, fordi danskerne her parodieres i deres sjæls dyb: Er vi ikke bare en koloni i det tyske? Er fodboldspillerne Peter Schmeichel og Søren Lerby i virkeligheden ikke tyske overmennesker? Osv. Parallellen mellem Holger Danske og Piontek er jo ikke helt ved siden af; i hvert fald ikke så længe man holder sig til fodboldens verden, hvor Piontek i den grad fik vækket dansken til dåd. Piontek er i den forstand at sammenligne med en »sweeper ved midnat«, dvs. med én der gør rent bord i sidste time osv. Det komiske i forhold til Tafdrups digt er blandingen af det populærkulturelle med det finkulturelle. Tafdrup kunne næppe skrive et digt om fodbold, ligesom hun næppe ville inddrage produkterne Nutella og Miracoli i sine digte. Hvis hun skulle inddrage »tyske« produkter, ville det fx i stedet være Celan og Rilke. I den forstand peger Greens digt igen på en svaghed ved Tafdrups poesi — at den er så forbandet ren og pæn, i det mindste hvis man ser bort fra alskens kropsvæsker i starten af forfatterskabet. Tafdrups poesi går ikke på vandet, men svæver henover det. Med andre ord mangler der i den grad noget Nutella, eller noget andet, der kan punktere digtene og give dem den sanselighed, som de hele tiden skriver sig rundt om og i vejen for.
     Det er institutionen litteratur, som Greens form for avantgarde spørger til. Green er i den forbindelse afhængig af forgængere og af en generel kanonisering, naturligvis, men sådanne kanoner vil kritikken altid puste op og så meget endda, at de kan trænge til en spiddende og spydig nål i ny og næ. Green er bare ét af mange eksempler på en sådan nål og muligvis ikke én, der fortjener at blive fundet i høstakken!
     Ikke desto mindre er det nødvendigt med modstrømninger, som dem man finder i ØK, også selvom disse kan være nok så pinlige, for modstrømmen er med til at vise, hvor meget et bestemt forfatterskab i virkeligheden kan rumme. Green er som sagt ikke den eneste, der stiller sig i vejen for kanonen (eller den eneste der frivilligt saver sin egen Green over). Man kunne jo tænke på andre og langt større navne i DK, fra Per Højholt til Peter Adolphsen. Disse forfattere formår alle, som Højholt har formuleret det i »Kirsebærskråningen« (Poetens hoved 1963), at være en »stift mod det strømmende« og har naturligvis videreudviklet deres måde i langt højere grad end Greens, men de er alle fælles om at uddele litteraturen et overskæg, når den trænger til det og derfra arbejde sig videre ind i det poetiske landskab.
     Den opmærksomme læser vil naturligvis vide, at min ide om et overskæg er hentet fra Marcel Duchamps værk L.H.O.O.Q.; det berømte billede af Mona Lisa inklusiv moustache og gedeskæg. Titlen L.H.O.O.Q. har som bekendt en profan herkomst, idet bogstaverne udtalt hver for sig på fransk bliver »elle a chaud au cul«, dvs. »hun er varm i røven«. Titlen danner ydermere homonymisk en engelsk invitation til tilskueren: »look«. Man skal se, grine og dermed forstå det »værk«, som kun forefindes øjeblikket, hvor det går op for tilskueren, hvad Duchamp spiller på. Netop Duchamp kan siges at have haft en ikke ringe indflydelse på det seneste i dansk åndsliv, måske har indflydelsen især gjort sig gældende siden Per Højholt udgav sit monstrøse værk Auricula (Kbh. 2001), hvor der som bekendt er viet et helt afsnit om denne kunstner.




Kapitlene om Eliot og Duchamp kan lastes ned i pdf-format fra Marjorie Perloffs hjemmeside på EPC





Large Glass
(på sidene til beatmuseum.org)

Duchamp i nyere dansk åndsliv
Marjorie Perloff trækker i sin udmærkede bog 21st-Century Modernism. The "New" Poetics (Malden, Massachussetts 2002) en linje fra den historiske avantgarde til den nye poesi i USA (fx Charles Bernstein, Susan Howe, Lyn Hejinian). Fra den historiske avantgarde er det især fire navne, som vækker Perloffs interesse: T.S. Eliot, Gertrude Stein, Marcel Duchamp og Velimir Khlebnikov. Perloff mener, at elementer i disses værker er mere aktuelle end nogensinde før, i forhold til det der sker i den nye amerikanske poesi: Eliots forståelse af form som mening (»language charged with meaning« citat fra Mallarme), Steins revision og ekstraordinære behandling af syntaks og hverdagssprog, Duchamps konceptualisme med forvandlingen af kunstværkets ontologiske status og Khlebnikovs etymologiske ord- og lydspil. Den linje kunne man med lidt god vilje tillige trække i lille DK, hvilket jeg vil gøre her, dog ikke med fokus på alle fire områder. I stedet vil jeg koncentrere mig om linjen fra Duchamp. Perloff skriver om begrebet delay (på fransk »retard«), der er hentet fra Duchamps værk Large Glass:

From the smallest linguistic difference (p ? b), to the key deviation from a given meter or rhyme, to the synonymity that is never complete and the homonymity that produces puns, poetic language is the language that focuses on delay — a delay ordinary discourse is bent on erasing. (s. 119)




Ursula Andkjær Olsen på nypoesi.net
Anne Borup om Atlas over huller i verden på nypoesi.net

Ud fra Duchamps forståelse af den moderne kunsts funktion i en moderne tidsalder for reproduktion (Benjamin), mener Perloff at kunne determinere et begreb om delay i den nye poesi. Det mener jeg, på mange måder er rigtigt. I den forbindelse kunne man nævne flere nyere forfattere, som er præget af både stemningen fra ØK, men måske også af Duchamps kunstneriske strategier.[1] Fx Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) i hvis tredje bog, Atlas over huller i verden (2003), man finder nogle linjer, som man kunne gøre til et manifest, måske ikke bare for Andkjær Olsens litteratur, men tillige for de nye forfattere som sådan:

Det er muligt, at hver kunstner i det 20. århundrede havde sit eget sprog, men det er intet mod det faktum, at hvert menneske i det 21. århundrede er et folk i sig selv. (s. 87)

Dette udsagn giver anelser til avantgarden og er samtidig en hyldest til en polyfon litteratur. Polyfonien kan udarte sig på forskellige måder, den kan fx være musikalsk (flere stemmer i én), politisk (flere stemmer for én) eller skizoid (flere stemmer fra én). Olsen vælger ofte at gå den musikalske vej, selvom der er tendenser til, at hendes tekst både bliver politisk og skizoid flere steder, hvilket der sådan set ikke er noget i vejen med. Men polyfonien er nok mest interessant de steder, hvor den bliver problematiseret og det ofte på ironisk og musikalsk vis: Fx i afsnittet »Gentagelser«, hvor sætninger pludselig udsættes for en slags delay, dvs. en forsinkelse, tøven eller udsættelse:

Vi vil gerne være

             Vi vil gerne være

et mønster. Vi vil gerne

             et mønster. Vi vil gerne

gøre det samme

             gøre det samme

i den samme

             i den samme situation

situation hver gang. Det er for

             hver gang. Det er for

at vi bedre kan hænge

             at vi bedre kan hænge

sammen

             amen. (s. 19)








Rasmus Nikolajsen på nypoesi.net

Dette delay er forbavsende effektivt, idet stemmerne pludselig krydser hinanden: fx dér hvor udtrykket »hver gang« pludselig dækker over noget andet, eller dér hvor infinitiven »være« forsvinder ud af teksten og dermed antyder, hvordan et mønster dukker op, når tekstens liv/væren forsvinder. Forsinkelsen er ikke entydig eller helt præcis, men varieret og mangetydig. Her udnytter Olsen sin store musikalitet til enten at være eller ikke at være polyfonien.[2]
     Bob Hvid Greens tekster kunne i samme forbindelse anses for at være en slags pastiche-delay. Flere andre forfattere gør noget lignende, fx den talentfulde lyriker Rasmus Nikolajsen (f. 1976) der dog kalder sin delay-form for remix, eller Simon Grotrian (f. 1961) der har flere af sådanne remixes i sin bog Seerstemplet fra 2001, fx dette her af Emil Aarestrups danske klassiker »Angst« fra 1838. Det er Aarestrups digt til venstre:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde arme;
Hold fast, imens dit hjerte
Endnu har blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Slå mælkeveje om mig
jeg kvæles jo i tarme
slå til mod denne rumlen
af indespærret harme.

Om lidt, når vi er druknet
som kattene i sækken
skal stjerner blive kærtegn
der løfter os fra bækken.

Birgit Munch

En anden, der kan siges at udnytte en form for delay i sine tekster, er Birgit Munch (f. 1964), der debuterede med Prikken under i'et (2000). I Munchs prosa står ingenting stille, alt eller intet er hele tiden under opsejling. Lysten ved og til sproget overvælder således ofte betydningen, og denne sprængning peger på litteraturens rum som et særligt rum, hvor ordene udstilles og læses på en bestemt måde. Læseren af disse tekster må derfor revurdere sine hidtidige indstillinger, hvad litteratur angår. På sin vis er det en påpegning af dette rum som værende af museal art, hvor konventioner florerer, men også et sted hvor de kan defloreres og udstilles som konventioner. Man ser det fx i teksten »Test med henblik på af- eller omkobling« fra Rend mig i generne (2002), der i sin helhed lyder:

Bjælke i øjet, kæp i øret, horn i siden, kniv i ryggen, springkors i balletkorps, hvirvelkor i solfisk, pluk læskefugl, glosuppe opkoges indtil overjeget sidder i klumper af snyd med lystlemminger tværs gennem galakserne.
























Fra struktur. 16 objekter... på nypoesi.net










Martin Larsen om Skyggerne er kun flyktige på nypoesi.net

Mikkel Bruun Zangenberg om Skyggerne er kun flyktige på nypoesi.net

En te(k)st som starter med opremsningen af kendte idiomer, der set i en sammenhæng muligvis kan give megen mening, men som løsrevet viser sig at generere en betydning, der bliver absurd. De første idiomer spiller alle på ligheden via sætningens præpositionsled: i øjet, i øret, i siden og i ryggen. Men når ligheden pludselig løftes ud af det velkendte, opstår der kombinationer, som tjener enten til en omkobling eller en afkobling af læserens opmærksomhed. Teksten vil gøre os opmærksom på en fremmedhed, som idiomerne normalt ikke afføder, men en fremmedhed som de immervæk stadig besidder, når de bruges som løsøre i en litterær tekst. Idiomerne er færdigt skabte udtryk, en slags ready-mades udstillet, som her bliver trukket ind i litteraturen(s museum), hvor de parodieres og udsættes for et poetisk delay, netop i kraft af deres sidestilling med litteraturens spejling eller underliggørelse af idiomerne (»hvirvelkor i solfisk« osv.) Underliggørelsen kunne her tænkes i forlængelse af de russiske formalisters begreb om ostranenie,[3] ligesom Munchs sprog til tider næsten kan minde om et poetisk zaumsprog (jf. Khlebnikov).
     En anden kortprosaforfatter, Peter Adolphsen (f. 1972), har en erklæret readymade i sin bog Små historier 2 fra 2000. Teksten, hvis navn simpelthen er »Readymade«, er samplet fra en bog ved navn Nye ord i dansk 1955-75 og består af ord med h i førsteledsregistret fra ordene hadkærlighed, halmfyr til hårspray, hårtop. Netop fordi der er tale om en »historisk tekst«, begynder ordene af sig selv at beskrive den tid, de er dannet i. De fortæller med andre ord et stykke konkret danmarkshistorie, til trods for at de er samplet nogenlunde vilkårligt. Men hvem er forfatteren til denne tekst? Det er der så at sige intet entydigt svar på, idet ordene jo bare er registreret som værende i omløb, men ikke som værende forfattet af nogen specifikt.
[4]
     Både pseudonymiteten hos Green og Adolphsens tekst generelt udfordrer forfatterinstansen. Denne udfordring er også typisk for den nyere litteratur. Man kunne nævne det anonyme værk struktur. 16 objekter forarbejder til Peter Louis-Jensen, som er udkommet på forlaget Basilisk 2003. Historien om dette er, at i 1966 fremstillede kunstneren Peter Louis-Jensen skulpturen struktur. 16 objekter, som bestod af 16 masonitkasser med afskåret top, der skulle flyttes rundt på ladet af en lastbil og placeres forskellige steder i byrummet. At opleve dem forskellige steder i byrummet skulle skabe en særlig kommunikationsform mellem skulpturen og publikum, fordi rummet mellem kasserne, rummet omkring skulpturen blev vigtigere end formen. Det litterære værk består tilsvarende af 16 løsark, der hver betragtes som en selvstændig bog, og som kan købes separat. Meningen er så, at der ved separat køb skal skabes en ukontrolleret afstand mellem de enkelte ark/bøger, en slags dissemination af værket. Forfatteren til disse ark er efter al sandsynlighed Mikkel Thykier (f. 1977), hvis særegne digteriske form man genkender fra debutdigtsamlingen Skyggerne er kun flygtige (1997).
[5] Igen er der tale om et værk, der overlader teksten til sig selv. Værket er således præget af en udpræget jegløshed med meditativ fokus på tingene og overgangen til sproget som ting. Her et eksempel: »træklodsen er flækket af latter, og under brændenælderne rokker skyggerne af lufttørrede bjælder/ med en hvæsen ved kaprifoliernes gedebladsranker og hvirvler en gulnet sværm af itusmuldrede celler/ finere end hvedemel under en sten ud fra gangene...« Der er ingen punktummer i hverken versene eller sætningerne, der føles som om de er flettet sammen i kollager eller bundter af ord, ordene og sætningerne glider umærkeligt ind i hinanden. Alt er så at sige objektiveret til det yderste.

Tre former for delay
Ud fra ovennævnte forsøgsvise spekulationer og præsentationer mener jeg, at det giver mening at tale om mindst tre former for udnyttelse af delay-effekt i nyere dansk litteratur. Delayet er i alle tre former en måde at skrive sig udenom jeget på, at udspille det i sproget eller at skrive jegløs litteratur. Den er også noget, der skal fremhæve teksterne som konstrukter, noget man ikke kan være i, i hvert fald ikke som et normalt jeg.
[6] Jeg opfatter således delayet som en form for udsættelse af værket i alle ordets betydninger, både som henstand og som at løbe en risiko. Udsættelsen sker på forskellige niveauer og antager som sagt mindst tre former, der kan siges at være: 1) den musikalske, som vi så det hos Ursula Andkjær Olsen, hvor delayet bliver inkorporeret i stilen og sproget, 2) den pasticheagtige, hvor der er tale om remixes af andre værker, ofte helt ned på bogstav-, metrik- eller rimniveau og sidst, men ikke mindst, er der 3) den mere traditionelle readymade, hvor der stilles spørgsmål til selve litteraturens status som litteratur og til de sædvanlige konventioner omkring litteratur, her kunne man placere Peter Adolphsens tekst, men også teksten struktur. 16 objekter. De tre former bevæger sig på forskellige abstraktionsniveauer, hvor 1) er den mest konkrete manifestation af delayet, imens 3) er den mindst konkrete, og den der ligger mest i forlængelse af Duchamps opgør med den retinale kunstforståelse og readymadens poetik generelt.[7]
     Fællesnævneren for ovennævnte værker er en enorm bevidsthed omkring den potentialitet, som læseren er med at til aktualisere og dermed også et fokus på kunstværkets manglende autonomi. Læseren inddrages aktivt af stort set alle de forfattere, der er nævnt her. Han/hun inviteres til at være med, ja er en præmis for, at værket overhovedet kommer i stand, dvs. for at der bliver tale om et »værk« eller en kunstfremmende dialog. At fastholde kategorien »værk« lader sig næppe altid gøre, idet værkets fuldbyrdelse er afhængig af en læsning, men jeg har flere steder fastholdt termen i mangel af bedre. Denne sprængning af værket sker som en reaktion på den langt mere autonome kunstværksopfattelse, man bl.a. så og ser det hos Tafdrup og Thomsen. En sådan opfattelse er naturligvis blevet terroriseret siden romantikken og frem, så hvad er det specifikt nye ved disse forfattere? Her bliver det begribeligvis svært at komme med konkrete bud, men jeg mener, at en særlig lyst og humor, og ofte de to i samspil fx i form af ordspil eller vitser, er to væsentlige faktorer i den nye litteratur: En lyst der ikke længere er så specifik kropslig forankret, men snarere forankret i, ved og med sproget, og en humor der sparker en kropsløs ironi ud til fordel for en rigtig grinende krop, dvs. mindre jeg og mere krop. Den nye litteratur er således en litteratur, der indtil videre har overlevet ironien ved at springe ud i sproget med et gedeskæg. Eller hvis man skal formulere det mere specifikt i forhold Duchamps begreb delay, så er den nye litteratur som skrevet på glas. Duchamp skriver i en note fra 1912 om det Store glas (i den Grønne boks fra 1934):

Kind of Subtitle
Delay in Glass

Use »delay« instead of picture or painting; picture on glass becomes delay in glass — but delay in glass does not mean picture on glass —
     It's merely a way of succeeding in no longer thinking that the thing in question is a picture — to make a delay of it in the most general way possible, not so much in the different meanings in which delay can be taken, but rather in their indecisive reunion »delay« — / a delay in glass as you would say a poem in prose or a spittoon in silver. (Citeret fra Perloff, s. 87)

Erstatter man ordet billede med ordet litteratur, har man nogenlunde fat i, hvad der her sigtes til: Litteraturen bliver også til delay; dens sted gøres gennemsigtigt eller prosaisk, om man vil, som en spytbakke i sølv. Den bliver stedløs eller nomadisk, og altid udsat og deriveret. Man ser aldrig kun værket selv, men også det rum eller værk som delayet samtidigt indtager, inklusiv læseren. Ordene er definitivt holdt op med kun at repræsentere, dvs. at gøre sig selv transparente, men lader i stedet ofte baggrunden stå for denne repræsentation. Man kunne nævne et paradigmatisk eksempel af Simon Grotrian; et digt ved navn »Hest på et glastag«, der simpelt lyder, eller rettere ser sådan her ud:

U U
U U

Et digt, der til trods for sit minimale udtryk, er blevet mere eller mindre verdenskendt i Danmark via antologier osv. I det hele taget ligger megen af den nye poesi i forlængelse af især den mere legende avantgardistiske del af Grotrians forfatterskab, som man fx finder det i digtsamlingen Fire fra 1990, hvorfra ovennævnte digt også er taget.






Per Højholt: Et syns skyld
(på sidene til afsnitp).

     Denne leg med at skifte repræsentationsformerne ud med hinanden, mener jeg er karakteristisk for megen af den nye litteratur. Det er en leg med ord og billede (eller manglende billede), som er kommet i stand ved at begribe den overflade, hvor skriften udfolder sig på, på en ny og ofte frapperende måde. Betragter man således de hvide ark, hvor litteraturen produceres på, som glas, får man muligvis noget, der til forveksling kan ligne en slags metaforisk formel for den nye danske litteratur, og metaforisk formel skal her tages bogstaveligt. Per Højholt skriver således i essayet »Et syns skyld« fra 1994 at den trivielle metafor tillægger:

øjet en uskyld, som det ikke uden videre har. Først gennem refleksion og diverse stilgreb kan den opnås og står til troende, men da kun for en tid, gennemskuelig som den nødvendigvis vil være. Denne erhvervede alvor eller bogstavelighed er metaforen beklageligvis den eneste vej til og kun gennem de nævnte operationer, hvoriblandt tiden/varigheden er den mest oversete, fordi den ikke på forhånd kan tillægges betydning, men i sin dannelse af betydning til enhver tid vil gøre sig afhængig af de betingelser, hvoraf udsagnet overhovedet kommer i stand. Metaforen kan altså ses som eneste vej til bestemte former for indsigt, idet den som sekundær form kan glemmes for nyes opnåelse, som den altså er ene om at åbne for.

Når man udnytter metaforens egenskaber overmåde bevidst, som fx Højholt gør det i sin sene digtning, så kan man via den konstruere en uskyld, som digtene ikke normalt har. Her er varigheden den mest oversete, som han skriver. Man kunne også sige, at det er den der bliver gennemskuet på længst tid. Her advokerer Højholt for et delay-begreb a la Duchamps. Den tøven eller det delay, som man kan udsætte metaforen for, er som Duchamps billeder på glas. De er noget der gør, at man nærmer sig objektet på en anden måde end sædvanligt, nemlig langsommere, men ikke så langsomt at man i første omgang bemærker det - det gør man altid først i anden omgang. Hvor Højholt derfor laver en gennemsigtig bog i halvfjerdserne (Punkter, 1971), der forsøger han i halvfemserne at skrive digtene, som var de skrevet på et gennemsigtigt materiale, nemlig glas, hvilket igen vil sige, skrevet på en umiddelbar uskyldig overflade. Men en sådan skriven på glas medfører automatisk at tilfældet inviteres indenfor i digtet, for forfatteren kan aldrig gøre sig til herre over gennemsigtigheden, dvs. det man ser, imens man læser digtet, og det er præcis den omstændighed, der gør at digtene bliver som skrevet på glas; en omstændighed som jeg altså mener er blevet generaliseret af megen af den nye danske kortprosa og poesi.



_______________________________
1 En forklaring af Duchamps kunsteriske strategier kræver naturligvis mere end en enkelt artikelnote, men skal man alligevel kort ridse nogle grundelementer op, kan man sige, at Duchamps kunst kan ses som et opgør med en retinal kunst (især kubismen), dvs. en synsbaseret kunst (retinal betyder vedr. nethinden), der for Duchamp at se ikke var i tråd med en original kunstnerisk tænkning og praksis. Kunsten skulle udfordre mere og andet end synssansen, den skulle omfatte en mere legemlig oplevelse af kunstværket; en oplevelse hvor afstanden mellem krop og intellekt, hånd og ånd, minimaliseres. Til denne minimalisering benyttede Duchamp bl.a. humor. Humoren er en mere omfattende del af Duchamps såkaldte readymades, dvs. forefundne genstande der signeres og udstilles, fx udstillingen af en piskumme: værket "Fountain" fra 1917. Duchamps værker udsætter så at sige tilskueren for en basal kunstnerisk tøven, der sætter alle sansninger i og ude af spil med intellektet via et grundspørgsmål: Er det her kunst? Men der er ikke kun tale om en destruktion af indgroede kunstforståelser, der er også tale om at åbne feltet op på ny via samspillet mellem sansning og intellekt, og dvs. en revitalisering af forholdet mellem kunst og kontekst. Se i øvrigt temanummeret af Hjärnstorm om Duchamp. [tilbake]

2 Man kunne måske med endnu større succes have lavet en læsning, der via Perloffs bog koblede Gertrude Stein og Andkjær Olsen sammen. Ligesom det, som vi skal se senere, måske kunne give mere mening af læse Birgit Munch sammen med Khlebnikov. Begge dele har jeg imidlertid undladt, da det naturligvis ville kræve et mere omfattende arbejde end det nærværende. [tilbake]

3 Jf. Sjklovskij, Viktor B.: »Kunsten som grep« i Atle Kittang (red. m.fl.): Moderne litteraturteori. En antologi, Universitetsforlaget Oslo 1991. [tilbake]

4 Se i øvrigt Stefan Iversens artikel »Langt ude i Duchampen? Om den litterære readymade hos Per Højholt, Peter Adolphsen og Lars Bukdahl« (2001), der ligger online på http://www.hum.au.dk/nordisk/lokal/ [tilbake]

5 Se desuden Martin Larsens artikel »Søvngængerskønhed - Om skeletterne i Mikkel Thykiers poesibrev« her på sitet. [tilbake]

6 Man kunne, for at markere de unges tilhørsforhold til den danske 60er-modernisme, citere et par linjer fra Hans-Jørgen Nielsens følgeseddel til digtsamlingen at det at (1965): »at det at indeholder tekster som bygger på sprogets egenverden, sproget som tegnsystem, som spillesystem [...] teksterne eksisterer ved egen kraft snarere end i kraft af nogen tillagt værdi som udsagn om ikke-tekstlig realitet / at det at undgår som regel jeg-udtryk, vitalitet, indre organisation til fordel for anonymitet, tørhed, mekanik, ensformighed. [...] det sproglige eksperiment er i sidste instans også et eksperimentelt synspunkt på virkeligheden i en given historisk situation« (Nielsen sort på hvidt. Samlede digte, Tiderne Skifter, Kbh. 2000). Lighederne mellem 60er-modernismen og de nye forfattere er således mange, men til (stor) forskel fra Nielsens modernismeopfattelse excellerer den nye forfattergeneration gerne i jeg-udtryk, vitalitet og indre organisationer. Den påbudte anonymitet fra Nielsens side, der får stor indflydelse på flere danske forfattere, fx Højholt og Laugesen, er heldigvis ikke noget, de nye forfattere har taget til sig, derimod bruger de jeget som en mulighed blandt andre. Det samme gør Højholt og Laugesen for øvrigt også i deres sene værker (efter Nielsens død 1991). Kun Dan Turéll ser ud til at være ligeglad med Nielsens skepsis overfor jeget fra starten af. [tilbake]

7 Atter vil jeg henvise til Stefan Iversens artikel og til note 1. [tilbake]

_________________________________
20.12.03, nypoesi.net