Mikkel Bruun Zangenberg

Mikkel Bruun Zangenberg, f. 1968, forskningsadjunkt, ph.d., Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet. Anmelder ved Politiken.

Publisert 24.11.03.


Thykier i Andkjær – eller skyggernes Lulu

Første gang er altid den værste gang. Der er noget fatalt, noget livsafgørende over begyndelser, både i og udenfor poesien. En anekdote siger, at redaktøren på Farrar, Strauss & Giroux i New York vurderede tilsendte bøger ved vilkårligt at slå op på en side her, en side der, og hvis de tilfældige opslag ikke straks virkede fængende og indfangende, så blev manuskriptet vraget. Og spørgsmålet er, om metoden er så dårlig? Slår man til eksempel op i Dostojevskijs Hvide nætter er man øjeblikkeligt indfanget, tekstens ord virker som et fluepapir, der med dræbende og bedøvende sikkerhed sørger for, at man er suget fast. Dén test består kun meget få forfattere og digtere, og testen kan lige så vel anvendes på digtes som på romaners førstelinjer. Begyndelsen betyder alt, den er skæbnesvanger, den er afslørende, den er helt ublufærdig og drægtig med mening. Det er selvfølgelig derfor, debutanters debuter er særligt interessante. For det første må de formodes at udsige tidens og måske endda tidsåndens sitrende og spæde frembrudstegn; og for det andet markerer de selv fremkomsten af det ny, debutantens egne livsindviende, huldsalige skridt ud i verdens tordnende mangfoldighed og uophørlige vidder. Begyndelsen er på den led altid en kærlighedserklæring, lige så skrøbelig, lige så afsindig, lige så svævende og massivt frembusende og diskret åbenbaret, som sådan een er og kun kan være.

Det er næppe noget tilfælde (men hvilket tilfælde det så ikke er, er vanskeligt at sige), at Mikkel Thykier og Ursula Andkjær Olsen begge har arkaiske former af ordet »kær« i deres efternavne: Thy-kier har den ældste, folkeviseagtige danske variant, og And-kjær den nyere, og samtidig svagt disneyficerede afart (»kjær« i ænder). Andkjær rummer og slutter og omfatter Thykier; Thykier er indesluttet og indhvirvlet som en tung egebjælke i Andkjærs spøgefulde væv. De er begge debutanter, Thykier (f. 1977) sensationelt og blændende virtuost med Skyggerne er kun flygtige fra Borgens Forlag i 1997, den noget ældre Andkjær (f. 1970) finurligt og glad egenartet og udartet med Lulus sange og taler fra Lindhardt og Ringhof/Arena i 2000. De er begge strygende godt i gang, Andkjær med 2'eren Atlas over huller i verden, Thykier med 2'eren struktur (se Martin Larsen herom andetsteds i nypoesi). Der er altså tale om såkaldt "løfterige" begyndelser, hvoraf det ikke ville være forkert at hævde, at en god luns af løfterne allerede så småt og så stort er indfriet.

Men lad os atter dreje os mod kærlighedstingen. For Andkjærs sange og taler er dedikeret til den elskede, semiotikeren og filosoffen Kasper Nefer Olsen; medens Thykiers uforskammet og punktvis ulideligt smukke digte kredser om en anonym elsket kvinde. Vi har altså en net lille dobbelt-helix, Ursula med retning mod manden, Mikkel med retning mod kvinden. Og som Sandemose herostratisk berømt sagde, så handler al litteratur, der er noget værd, om kærlighed, sex og død, de tre eneste ting, vi går rundt og tænker intenst på. Hvad siger Thykier nu? I samlingens første del, »Breve fra Prag« er det tredje digt, meget betegnende til Gustave Moreau, faldet sådan her ud:

nu vågner de på puderne og lukker deres øjenlåg lige så blødt som de eg-

gule klokker på min elskerindes øjenlåg kan kime, når hendes køns blade

gløder af hud, og i glæde over martssolen i deres hår, på kinder, hals

og ører, lyset der strømmer ind gennem de hvide øjenlågs flettede rede

de spirende blodårers kalejdoskop, vælter de ud, og således ser de alt

kirker, trapper, gårde, broer og malerier, i gule, hvide og orange far-

ver, og jeg rejser mig, lukker øjnene, og løber, som af Lokken kaldt.

Og Andkjær, hvad med hende? Hun siger noget lidt andet, lad os høre to skvulp fra hendes badekar:

Min elsker kører ofte væk med toget, men i går da jeg havde kastet op læste jeg noget
på en lokumsdør under Hovedbanen:
Ingen pik er så hård som livet.
Ingen pik er så lang som livet.

(vemod)

Og det andet:

Det er fordi kærlighed er noget af det mest upræcise man kan forestille sig. Modsat
rådhusklokkerne, som er meget præcise. Kærligheden er upræcis på en meget præcis
måde. Altså kærligheden til den præcise – angående Gud og Jesus; det er derfor, at
det er nemmest at elske alle, for det er upræcist som kærligheden selv. På den anden
side volder det også problemer at elske for mange. For ligesom den upræcise kærlig-
hed til den præcise er noget der findes – så findes også hver enkelts ønske om den
upræcise kærlighed lige præcis til sig selv og ingen andre. Når jeg er en mand med et
æsel og en søn, selv om jeg hverken har æsel eller søn, kan jeg ikke gøre alle glade.
Det er de færreste, jeg ikke har svigtet, forstår jeg langsomt, så ja, undskyld. Und-
skyld virkelig, og hils æslet.

For et første, lamslået blik er det evident at Thykiers digt er mere »poetisk«, det er højstemt, intimt, digt-formet, skønt. En »poetisk« beskrivelse af opvågnen med den elskede i Prags morgensol. Andkjær er langt mere prosaisk, brutal, hårdhændet, på samme tid trist og satirisk i det første citat fra under Københavns Hovedbanegård. I det andet citat er hun drilsk, skriver rent ud på prosa (desavouerer altså digtsamlingens fromme renhed), driver gæk med filosofiske snirkler og ræsonnementer i en para-refleksiv gestus overfor kærlighedens besynderlige blanding af præcision og forvirring: »Kærligheden er upræcis på en meget præcis måde«, et udsagn der samtidig snildt kunne være stemplet på poesiens sanselige nøjagtighed, som prosaformen allerede selv undsiger, placeret som den er, midt i digt-samlingens ophøjede budding.

Vi har med andre ord en trekant foran os: Thykiers ynglinge-agtigt følsomme lyrik, parret med den opkastende Andkjærs lokumsgraffiti og bagefter, og overfor, hendes snurrigt pseudo-filosoferende ironi. Un joli trio, som det hedder hos Beckett.

Hvad er det for nogle begyndelser, hvad er det for kærlighedserklæringer, vi her konfronteres med? Thykiers opvågnen ender med et løb, et fraløb, om det er i favnen på den elskede, eller ud i Prags flod, er uvist. Andkjærs graffiti handler om den hyppigt gentagne afsked med den elskede, og om inkommensurabiliteten mellem livets hårdhed og længde, og så mandens lem, der altid vil halte bagud, håbløst agterudsejlet af livets utrættelige katamaran. Og Andkjærs tredje hug vedrører en afsked belagt med undskyldninger, en sortie, en udgang af tekstens præcist upræcise ruminationer over kærlighedens ustyrlige træfsikkerhed. Vi har altså – på tværs af de helt indlysende syntaktiske, semantiske og stilistiske forskelle – tre afløb eller fraløb: Det udsigende subjekt galopperer af sted fra den elskede eller fra kærlighedens uvæsen. I disse fraløb råder en kolossal, maltrakteret energi. Thykiers subjekt løber med lukkede, hengivne øjne, »som af Lokken kaldt«; Andkjærs banegårds-dame er vemodigt sardonisk alt imens opkastet sprøjter ud af hendes gane, og hendes mademoiselle anti-filosof bb (a contrario Tristan Tzaras monsieur aa) hilser i forbifarten med et kækt, ironisk nik til æslet, der jo selvfølgelig ikke kun var Isaks, men også Buridans (det, som ikke kunne vælge mellem to bunker hvede på hver sin side). Afskeden, bortvendingens muntre overbud, hersker dermed over trekantens flugt fra eller til eller måske forbi kærlighedens febrilske oase.

Thykiers samling er betitlet Skyggerne er kun flygtige, hvor det der umiddelbart tiltrækker sig opmærksomheden er det modificerende »kun«: Dette »kun« sender os nemlig straks i rekyl tilbage til Platon og hule-parablen i »Staten«, hvor skyggerne på hulens bagside netop »kun« er flygtige og forgængelige, modsat Ideernes evige og uforgængelige solskin oppe ved hulens udmunding. Platons billede rimer i anden sammenhæng med hans kritik af poesien og digterne, for blot at fabrikere uegentlige gøglebilleder, der forvirrer og bortlokker ungdommen fra det egentlige, nemlig enten at bedrive praktisk og nyttigt arbejde, eller at filosofere, dvs. udgrunde ideen om det gode, det sande, skønne, som man i kort og næsten karikeret form kunne sige det. Også Andkjær Olsen antyder flere steder noget forgængeligt, slimet og ustabilt ved kærlighedens materie: Den elskede kører hele tiden bort, opkastet forlader kroppens sikre refugium, kærligheden er upræcis, den talende svigter alt og alle, og ender med at forlade teksten, med mere.

Men det rammer ikke i sig selv det egenartede ved hverken Kiers eller Kjærs amourøse omgang med kærlighed og digtning. Kontrarevolutionen består nemlig i begge tilfælde af forsøget på at fiksere det upræcise og det kun flygtige i paradoksalt stabile former. Paradokset er ikke Neros bovlamme: »fiat ars, pereat mundus« (lad kunst blive (til), skønt verden går under), altså i denne sammenhæng at betragte kunsten som et altid forivret, ørkesløst og derfor heroisk forsøg på i skyggernes regi at negere verdens konstante bortfald og forsvinden. »Skyggernes Lulu«, som man ville have kunnet døbe et monstrøst amfibium der bestod af lige dele Thykier og Andkjær, er derimod en fravendt og bortløbende omgang med kærlighedens og poesiens umulige og amorfe afgrund. De tvende digtere flygter i et vildt ridt fra det, de uden ophør skriver om og er forskrevet til. Den dobbelte gestus af bortløb og tilløb, omløb og flugt, rummer i kim en potentiel formular for de to digtes og digteres uvirksomhed. Formularen siger i al sin kryptiske enkelhed, at fraløbet altid er i omløb om tilløbet. Thykiers og Andkjærs begyndelser er dermed på een og samme gang forblændede forvildelser og barokke fikseringer af kærlighedens monstrum.

Man burde herefter kun læse dem sammen, som to parallelle og forbavsede evighedsdebutanter, som Castor og Pollux der hver for sig og tilsammen væver en række spaltede og kornede kortlægninger af kærlighedsfænomenets flygtige konstans i verdens hvirvler.

_________________________________
24.11.03, nypoesi.net