Espen Stueland & Morten Søndergaard

Espen Stueland, f. 1970. Debuterte med diktsamlingen Sakte dans ut av brennende hus i 1992. Har siden utgitt diktsamlingene Stemmens pantomime (1996) og Å si om seg selv (2003). Dessuten to essaybøker, en roman og to gjendiktninger av Rosmarie Waldrop til norsk. Er tidligere redaktør i Vagant og nå bokanmelder i Klassekampen.

Morten Søndergaard, f. 1964. Debuterte med diktsamlingen Sahara i mine hænder i 1992. Har siden gitt ut 3 diktsamlingen, senest Vinci, senere (2002). Dessuten en prosasamling, en roman og samarbeidsprosjektet Hypoteser for to stemmer (1998, 2002) med Thomas Thøfner. Redigerer tidsskriftet Hvedekorn sammen med Thøfner.

Publisert 20.12.03.


Jordskjelvsvejrhanen


År 132 etter Kristus konstruerte astronomen og matematikeren Chang Heng den første seismografen. Den består av åtte dragehoder plassert utenpå en krukke, på fundamentet under er det stilt opp åtte padder med åpen munn. På innsiden av krukken er dragehodene forbundet med hverandre via en vektstang hvorigjennom det er tredd en pendel. Selv en lett rystelse ville sette igang bevegelse i pendelen, som distribuerer bevegelsen videre via pendlene som i sin tur skyver en bronsekule ut av dragenes munner. Bronsekulen faller så ned i paddenes munn med et lite smell.

Oppfinneren skal ha bevist seismografens nytte da han kunne fortelle om et jordskjelv 640 kilometer unna, lenge før budbringere i strak gallopp ankom Loyang, hovedstaden, for å fortelle om det inntrufne. Apparatet blev under stor højtidelighed af Chang Heng foræret som gave til Kejseren, der med lovprisninger og digte modtog «Jordskælvsvejrhanen». De kejserlige vagter kunne herefter angive eventuelle jordskælvs retning ud fra postitionen af den tomme mund.


*


«Därför att poesin återför språket till dess barndom»

  Jeg tror du har ret.

Poesien er sproget der ikke har lært at gå endnu. Det er stadigvæk i gang med at undersøge om jorden bevæger sig, om der er fast grund under fødderne. Det ligger og leger på gulvet. Det kravler, det løber, det falder. Det putter ting i munnen som kommer i dets vei. Materien er hard eller myk, kroppen faller hvis stemmen kommer bakfra.



Språket er forelsket.

  Hvad siger du?

Poesi er sprog, der er forelsket.

  Hvad tænker du på?

Netop! Det er de forelskedes replik. De siger:

  Du siger ikke noget.

De siger:
Du er en gåde jeg gerne vil gætte.
Den måde du faldt i staver på,
der midt i en sætning, der ikke blev gjort færdig,
stavelser af ord som ikke faldt, ikke fandtes.
Stavelserne falder som bronzekugler.

De sier: Du er en gåte jeg aldri klarer å gjette.

Henrykkelse.



  Hvad tænker du på?

En af dem siger: Jeg kan ikke sige det.



Kroppen sier: Jeg er forelsket.

Måske findes det ord ikke som du har brug for.
Et ord der ikke findes? Hvis ordet ikke findes så må vi opfinde det.
Patentkontoret ligger innerst i øregangene.
Men det var ikke det du tænkte på.
En bronzekugle triller ud af din mund og lander i min hånd:

  Hvor var du henne?

Jeg er her. Etterpå.

Tenk om jeg alltid skulle være der

for deg.



Alltid, fra nå av.


*


I et andet værelse, eller det samme, ommøblert siden sist. To som lige har elsket, de er trætte, de vil helst være alene i hver sin krop:

A dime for your thoughts.

Men ingen kan sige det.

I et annet værelse: To som en gang elsket, som var trette, som ville være alene i hverandres kropp, i et annet værelse. De forelskedes republikk, de forlattes republikk, en arm som henger ned over kanten på sengen
en sølvring glir av fingeren og ned på gulvet, en voksenring på en finger, så liten som et barns. Et barns finger

peker ut episenteret

«Därför att poesin återför språket till dess barndom.



Det trevande moment då namnet först uttalas.» Etterpå



er det ingen vei tilbake.



Jeg løfter den lille jenta for å legge henne tilbake i sengen hennes, hun skjelver, rister hodet energisk. Som om denne ristingen var det som skulle til for at hun våknet og kunne komme til seg selv.


*


Vi fødes rytmisk, vi elsker rytmisk. Rytmen bestemmer os, hjerteslagene, latteren, gangen, det som tænker er rytmen, og spasmene. Fosteret sparker, rapid.



Eller er det fingrene, snarere enn føttene, som beveger seg? Fosterets hurtige bevegelser. Kjennes hurtige. Kjenn! Man kan også se bevegelsene på magen, noe spisst. Hurtige, urytmiske bevegelser. Som om det ikke var noe mønster, ingen gitte intervaller mellom hver gang bevgelse på ny seiler over kulen på magen. En annen bevegelse. Jeg forsøker å dunke en takt mot magen hennes, vet ikke hvilken kroppsdel som treffes av de myke dunkene, der inne. En takt: Takten kommuniserer. Avventer et svar. Avventer veer. Taktil



Vi kan slå og slå og der kommer tanker ud af det. Det slår os.

Nogen slår andre ihjel på grund af deres tanker:
Jeg drepte ham fordi han ikke kunne tenke,

han var ikke noen filosof i mine øyne.


Tiltalte dømmes til ni års fengsel. Vil den tiltalte anke? Nei. Talemåte i tiden: Jeg angrer ikke på noe av det jeg har gjort. Straffen sublimeres, i et annet værelse; et år, to år, tre år, tre år og en dag. Når tiltalte slipper ut, snakker alle et annet språk: Et fremmed imperie har tatt makten.



   Hvad tænker du på?

Digtet kan ikke svare, det vender sig væk, det har ikke ord for den slags. Digtet er så genert, diktet er så spastisk; man dunker en takt, avventer en reaksjon, lener ansiktet ned mot det tykke ansiktet i barnevogen og brøler

  Hva tenker du på?

Som om dette «på» var det vigtigste. På plads, på vagt, på flugt. Jeg sidder på stolen. På gulvet. På på. Forstå, ver-stehen, bli stående, Halt! Legitimation, bitte! Som om man ikke kunne bevege seg for å forstå, passere. Vagthunden viser tænder:
Bliv dér!



Uten å snu seg går han baklengs i sine egne spor, ser ikke hvor han trår, så han lener seg ned, bøyer nakken og oppnår dermed å låse kroppen i en forkrøplet stilling, tenker: Kan man føre språket tilbake til sin barndom? [Sic.] Jeg må ha ment det, men hvorfor?



utenfor faller årets første snø. I bakken bak huset aker tre barn på en plastikksøppelsekk de fant i en container.

Ved vinduet igjen noen timer senere: barna holder forsatt på. De har glemt alt rundt seg, glemt at de er våte, at snøen er i ferd med å bli våt, det er allerede plussgrader, glemmer at de er sultne, glemmer at de skulle vært et annet sted, at noen venter på dem, at språket venter på dem med sine formaninger. Poesien fører språket tilbake til sin barndom. Det ligger en skitten haug nederst i bakken: løsrevet gress, jord, snø, bakken er brun


*


Dén klang, som et slag på en bronzeklokke, de mulige ord. Og de umulige. De ord som jeg til hver en tid kan opfinde og insisterer på er mine. Som andre måske langsomt vil overtage. Med tiden vil mit ord glide ind i sproget, glidende vil det tage plads blandt andre ord, nyduftende og stadigvæk ubrugte. Men en dag vil jeg gå på gaden og nogen vil, fordybet i samtale, bruge mit ord. Måske vil jeg standse op og sige: Det var mit ord. Men de vil allerede være udenfor hørevide. De spiser frankensteinmat.



Unnskyld, kan dere gjenta det ordet? (hørte jeg feil)



Gi meg det tilbake, det har ikke livets rett ... Det, eller meg.



Den som tænker er et andet sted. Hvor langt unna må han flytte seg for å være et annet sted?


*


Hendene ligger i fanget. Den ene hånden legger seg rundt den andre. Den andre (den første) vil ikke være med på det. Den flytter seg et annet sted. Den første (den andre) følger etter. Så befinner man seg plutselig på gulvet. (Man? Som om jeg trengte å være en annen for å skrive den setningen, som om) jeg noen gang kunne skrive meg ut av den parentesen, det arret.



Digtet løber rundt neden for vinduerne og gør som en lille hund. Så luk den dog ind! Det er ikke et vejr for en hund at være ude i. Den er ikke min beste venn, altså er jeg ikke noe menneske.



En kvinne på toget vil ha oppmerksomheten min, hun vinker med hånden, iltert, en meter fra ansiktet mitt, og da jeg omsider blir oppmerksom på henne, rister jeg hodet som for å komme «tilbake». Jeg tar av meg hodetelefonene. Hun ber meg skru av walkmanen, siden vi sitter i en «Stillevogn». Hun har lovverket i ryggen, jeg sier «Unnskyld» før jeg får tenkt meg om. Når jeg får tenkt meg om, sier jeg «Unnskyld», som om det var noen forskjell.


*


Han skriver en brev til henne, eller hvordan det nå var. Kvinnen på toget. Følelser, som de ikke har betrodd hverandre. Han bestemmer seg for å printe ut brevet. Papiret krøller seg sammen inni printeren. Det er kanskje et eseløre eller en brett i papiret. Det knaser, papiret pakker seg sammen i printeren. Skrivehodet som distribuerer bokstavene fortsetter å løpe fram og tilbake, iherdig, uten å registrere at papiret er ødelagt. «Jeg gjorde bare som mine overordnede befalte.» Papiret blir stadig bløtere av blekk. Han er ikke overtroisk, bestemmer seg for ikke å tillegge det noen mening



(ingen mening, annet enn at han forteller det i neste brev, senere, men da sikrere på at heller ikke hun vil tillegge det noen mening)


*


Melding: «Du har begått en feil av typen 'Jeg elsker deg'».


*


Det riktige skal være: «Jeg begikk en feil av typen Jeg elsker deg».


*


Bill Gates' nyeste, selvstendige retteprogram som arbeider for deg slik at du slipper å tenke på det:

«Kopiering eller forsøk på sletting av programvare medfører personlig straffeansvar og vil medføre rettslige skritt.»


*


«Jeg er ikke overtroisk. Jeg tillegger det ikke noen mening,» sa hun, «men du er en følsom type». Vannet koker, det betyr ingenting. De ser på hinanden med tvivlende blikke. De tænker så det knager. Også i denne verdenen finnes mennesker, alt er seg likt som den verden vi kjenner, men det finnes ingen tanker.



Jeg skriver en brev til dig, fortæller om følelser vi ikke har fortalt hinanden om. Alt det vi ikke kan sige når vi er i samme rum. Jeg skriver i hånden. Håndskriften gør det jeg skriver mere gedulgt. Det som skrives i hånden er hemmeligt. Du kan næsten ikke læse, hvad jeg skriver og må gætte dig til hvad det betyder. Hvis du altså får brevet at se. For undervejs bliver jeg i tvivl: Kan man skrive sådan? Jeg streger det jeg har skrevet ud efterhånden som jeg skriver det. Brevet er til sidst bare en masse streger, der går på kryds og tværs, en arbejdstegning til en vanvittig arkitektur.



Denne hånden, er det denne hånden du vil leie? Eller den andre, denne, du skjønner; i denne kan du bo.


*


Jeg river brevet i stykker og skriver et nyt.
Denne gang er det mere klart, hvad jeg mener: «Jeg elsker dig». Nej. Det kan man ikke sige på den måde. Jeg streger det ud. Jeg skriver det igen. Jeg streger det ud. Jeg lægger brevet i en kuvert og går op til postkassen øverst på bakken. Nogle timer senere fortryder jeg. Der er ingenting at gøre. Men alligevel. Det var ikke det jeg mente. Jeg går tilbage til postkassen, hælder benzin ned i beholderen og sætter ild til. Jeg beder om tilgivelse fra alle dem, hvis breve ved den lejlighed gik tabt. Jeg beklager det inderligt. Men jeg husker tydeligt det imponerende syn af den brændende postkasse øverste på bakken.


*


Det var mitt brev som brant opp, visste du det?


*


Skriver et nytt brev, med de samme ordene, som om det ikke fantes andre. Legger det i en konvolutt, postlegger det, så lite porto som mulig, lengst mulig frakttid; går det an å få sendt brevet ennå langsommere



Bundet fast til en meteor, etterlater seg en sprekk i jordskorpen.



Det som tænker. Ordet «som». Det er der, de forelskede mødes. Det er der, deres nøgne hud glider sammen, glider på plads i hinanden. Som om man kunne tenke seg hud løsrevet fra meg og deg, fra din kropp, fra min kropp? Forbannelse kastet over enkelte ord: de skal aldri forekomme noen å være visuelle. Forbannelse, eller redning. Balansen mellom synlig og usynlig.

Onomatopoietikon: Vi kan næsten ikke udtale det ord uden at komme til at grine!
Miav miav. Vov vov.
Hunden er kommet ind i digtet og lægger sig på gulvet for at sove.


*


Grine, dansk: for smile, le. Grine, norsk: for gråte, eller som i: grine på nesen, gjøre grimaser, rynke på nesen.



En nevrolog-lingvist, eller noe sånt, fortalte at tyskere er det folket i europa som har minst mimikk (i forbindelse med artikulasjon) som trekker munnvikene opp, som i iiiiiiiiiiiiiiiiii (tusen og én, tusen og to, tusen og tre) en bevegelse som i sin tur utløser et lykkehormon



Tror du på sånt?

Ja.

En neurolog-lingvist fortæller at udtrykket «katten fanger månen» kræver omkring tusind gange mere arbejdskraft for at blive processeret af vores hjerner end udtryk af typen «katten fanger musen».

Det er den faktor tusind som poesien arbejder med.


*


En enorm løbsk printer plaprer endeløse mængder af papir. Mange forskellige sprog falder ned fra himlen, som sne der dækker verden med ord. Askeflager, askeflak som løftes av varmesøylen fra bålet. Der er helt hvidt derude.

Det er helt hvitt og i enden av bakken stikker flak av en diger svart søppelsekk opp av snøen, hullete og flenget etter barnas lek, nu smelter ordene og det er en katastrofe. En oversvømmelse. Jordskælv (dansk). Jordskjelv (norsk). Jordbævning (svenska). Det erklæres unntakstillstand, det er sommer, snøen smelter i fjellene og elven i dalføret vokser over sine bredder, skyller ut grunnen under veien, under husene, under jernbanelinjer, river alt med seg, jord, sand grus, støpt betong, trær, biler, autovern.

Noen, som ikke mister alt de har og eier når vannmassene langsomt fører husene med seg, ser komikken i tragedien, lager seg en husbåt. Provisorisk. Det hersker en karnevalesk stemning og en solidarisk ånd brer om seg, frivillige melder seg til å bære sandsekker, og militæret ankommer i busser fra Heistadmoen. I nyhetssendingen forklarer en gammel mann at dette huset (han peker, og det finnes ikke noe hus der han peker) bygget faren hans, han gråter, han har ikke grått siden han var en liten guttunge, da faren slo ham og han bestemte seg for aldri mer å gråte.

Man hører fut fut og kykliky kykliky og babu babu.
Ordene er blevet rodet sammen af stærke kræfter.

De begynder at tørre det gennemblødte sprog, hænger tingene til tørre på substantiver. Adjektiver på radiatoren. Pronominer i askebægeret. Præpositionerne hænger fra loftet.
Gulvet er dækket af adverbier.
Hvad tænker du på hænger henne i vindueskarmen i et lille stykke snor som et mobile.


*


Jeg leser fire ulike betydninger ut av «Adjektiver på radiatoren». Skjult agenda, m.fl., skjult som i ironi, skjult som i poetikk, skjult som i metafor, skjult som i henne, som: under senga, vannet som sirkulerer i huset, vannet som bringer lyd, stemmer. Og verbene: verbene av et vått stoff, slik kroppen er, et spamfilter. Det regner.

De samler ordene sammen, og ordner dem, de sætter dem i ordbøger og lader dem glide på plads. Til sidst ser ud som om de altid har siddet der. Det bliver forståeligt at en hund hedder dog på engelsk. Men hvorfor siger hunden stadigt væk «vov-vov» på dansk, «voff-voff» på norsk og «bau-bau» engelsk. Lydhermende burde hete: ørehermende.


*


Skala over jordskælv opstillet af de italienske geologer de Rossi og Forel:
1) Meget svag rystelse, kun observeret med fine instrumenter.
2) Svag rystelse, kun bemærket af en øvet iagttager ell. ved hjælp af apparater.
3) Rystelse, iagttagen af folk, som i øjeblikket var ubeskæftigede.
4) Rystelse, bemærket af en hel del folk i virksomhed, klirren af løse genstande, døre, vinduer, ovndøre, knagen i gulvene.
5) Rystelse, mærket af enhver. Møbler og senge rystes; en eller anden klokke i husene ringer.
6) Folk vækkes af søvne; lysekroner og hængelamper kommer i svingning; alle frithængende klokker i husene giver lyd, pendulure standser. Enkelte personer bliver forskrækkede og forlader husene.
7) Løse genstande kastes over ende; kirkeklokker begynder at lyde; alm. forskrækkelse, dog ingen skade på husene.
8) Skorstene falder ned; murvægge slår Revner.
9) En del bygninger ødelægges delvis ell. ganske.
10) Store ødelæggelser; jorden slår revner; stykker falder ud af fjældsiderne.


*


punkt VIII i Den modifiserte Mercalli-skalaen (1931)

Skadene er lette i spesialbygde konstruksjoner; betydelige i vanlige bygninger av en viss størrelse, som faller delvis sammen; store i dårlige bygde konstruksjoner. Veggpaneler kastes ut av rammeverket. Skorsteiner, fabrikkpiper, søyler, monumenter og murer faller. Tunge møbler velter. Sand og slam kastes opp i små mengder. Vannet i brønner forandres. Personer som kjører biler, blir forstyrret, i tråd med punkt VIII i Den modifiserte Mercalli-skalaen av 1931.


*


Jeg har forsøgt at reparere printeren. Men det kan ikke lade sig gøre. Den er begyndt at printe tekster ud som jeg ikke har bedt den om at printe. I morges fandt jeg et stykke papir i printerbakken, som jeg ikke selv havde skrevet. Det er en nyhedsartikel printet ud fra et website:

Ny maskine sletter blæk fra papir. Toshiba vil lancere et unikt produkt: Blæk, der kan slettes i en særlig maskine. Produktet skal begrænse forbruget af papir. Teknologivirksomheden Toshibas nyudvikling hedder e-Blue. Det er en slettemaskine, der kan fjerne en særlig sletbar blæk fra 400-500 stykker A4-papir ad gangen. Turen i slettemaskinen tager tre timer, men så er der også rent papir at printe ud på igen.


*


Jeg bærer to kolli med.

Kolli? Dansk: Papkasser? Kolli — bagasjeenhet: pappkasser, kofferter

Det ene kolli tungt, stort og ikke så rent lite uhåndterlig.

Det andre lite, lett og inneholdende noen objekter av stor affeksjonsverdi (tre måneders arbeid).

Det første skulle jeg gjerne vært foruten dit jeg skal først.

Det andre kolliet skulle jeg gjerne vært foruten dit jeg skal etterpå, hvor jeg ikke vil få tid til å passe på det, hvor det må stå uten oppsyn mens jeg gjør det jeg skal.


*


Den åbne Richterskala, nach offen oben


*


I det samme gikk lyset. Lyset har lært at gå.

Ikke alt lyset, bare denne ene lyspæren. Da jeg hadde skrudd den ut ble jeg sittende å se på den ødelagte fjæren inni det ovale, gjennomsiktige glasset som ender i en tykkstammet skrumekanisme (40W). Fjæren vibrerte, ørfint, absolutt ørfint. Den vibrerte uansett hvor rolig jeg holdt hånden, det var konstant bevegelse i fjæren selv om jeg oppfattet hånden som helt i ro. Levende, pulsen banker bak huden, og denne bevegelsen var stor nok til å bli oppfanges av fjæren, som var ødelagt, som ikke ville sende mer lys.


*


Det snør og tordner samtidig, opplevelsen er unik. Det sies at før i tiden var italienere overbevist om at klangen av kirkeklokker kunne hindre lynet i å slå ned. De inngraverte ordene fulgura frago i kirkeklokkens metall: Jeg bryter lynene.


*


Jeg ville skrive et ord ned som jeg i lang tid havde tænkt på, men hver gang jeg kom i tanke om det, er det lykkedes mig at komme fra det. Har du noget at skrive på?, spurgte jeg dig, og du rakte mig et A4-ark. Jeg tog en kuglepen og i skyndingen vendte jeg i første omgang A4-arket op mod en mur for at skrive mit ord ned. Men vinklen betød at kuglepennen ikke virkede (kuglepenne er afhængige af tyngdekraften,- blekket faller ut av pennen). Da jeg ville vende mig om og lægge papiret på en horisontal flade, kom du til at skubbe mig, så skrev jeg noget helt andet i stedet. Ordet eller stregen blev til et tegn, der godt kan minde om et kinesisk skrifttegn, et udsnit af en kurve, et brudstykke af en graf eller en krusedulle tegnet mens jeg talte i telefon (måske blot for at prøve om kuglepennen virkede). Jeg har glemt mit oprindelige ord og er i gang med at tyde det nye.



Hvis en katt løper gjennom snøen og sporene former ordene «jeg r katt», er det tilfeldig?



Hvis en familie mister en onkel i en selvmordsbombeaksjon, og kvinnen som var selvmordbomberens bror noen uker senere føder en gutt som har et fødselsmerke på kinnet, et merke som er helt likt det arabiske tegnet for onkelens navn, r dt tfdig?



Eller er det nåde?

           Pling! Lyset er kommet tilbage.

Onomatopoietikon?

Eller noe ganske annet? (spurt på en annen måte: Må jeg ha sagt på forhånd at jeg skal si det jeg sa, for at det ikke skal virke tilfeldig at jeg sa det?)



Oppholdssøknad, martyrstatus, tusen-faktor. Den røde halvmåne.

Lydhermende burde hete: ørehermende.

Måne burde hete: Måne.

Måne burde hete Natten.


*


Jeg, den seismiske løkkeskrift på en trommel av papir.

Jeg tænker på billedet af (forestillingen om?) den romantiske digter. Hytten i bjergrige egne, det nedbrændte stearinlys, det åbne ildsted, stablen af læderindbundne bøger, sneen, kulden.
Fjerpennen en seismograf der gengiver indre og ydre rystelser.
Portræt af digteren som Parkinson-patient?


*


Almindelige spørgsmål fra skoleelver i forbindelse med oplæsning af digte:

Skriver du kun om natten?

Hvor får du alle de ord fra?

Hvor gammel var du da du begyndte at skrive?

Hvad vil du sige med dine digte?

Skriver du på computer?



                          Hvorfor skriver du?



                                                             Hvad tænker du på?



*


En morgen konstaterer den vagthavende på Geologiske Institut i Loyang, Kina, at svage jordrystelser i løbet af natten har forårsaget et digt på den seismografiske udskrift.


__________________________________
20.12.03, nypoesi.net